Uoverensstemmelse mellem Haderslev amts regnskaber og jordebøger

Startet af Michael Blæsberg-Knudsen, 06 Dec 2023 - 16:08

Forrige emne - Næste emne

Michael Blæsberg-Knudsen

Hej.
Det seneste halve år har jeg gennengået omtrent 100.000 sider af Haderslev amts regnskaber og jordebøger fra det 17.de århundrede.
Mit spørgsmål vedr. ikke en specifik tekst men en generel uoverensstemmelse som jeg har observeret mellem jordbøgerne og så regnskabernes fæste- og brøderegister. Når en ny fæster bliver nævnt i jordebøgerne, så oplyses der ofte først om hvilken fæster der er blevet afløst en ny fæster i fæste- og brøderegisteret flere år senere.
Er der en der har viden om årsagen til denne uoverensstemmelse?
På forhånd tak.
Michael

Christian Konstmann Autzen

Den mangeårige slægtsforsker Svend Jacobsen har haft lignende opfattelse, og hans svar er, at der tit blev skrevet af direkte fra det "gamle", og at man så først efter flere år fik rettet op på fejlen.

Du skriver det 17. århundrede, og du mener vel så i 1600-tallet, altså fra år 1600 - 1699.

Fra Svend Jacobsen har jeg dette fra Haderslevhus om min ane Villads Andersen i Ullerup i Skærbæk sogn:

Jeg har set på mine optegnelser fra Haderslev Amtsregnskaber. I disse regnskaber skal man dels se i jordebøgerne for at finde navnene på alle fæsterne, og dels i selve regnskabernes indtægtsbilag, hvor det først og fremmest er bøde- og indfæstningsregistrene, der kan give noget.

I den ældste jordebog fra 1596/97 nævnes 3 gårde i Ullerup udover Ulleruplund. På disse gårde sidder Tyge Lydiksen, Peder Truelsen og Jep Pedersen. Jeg har gennemgået disse jordebøger frem til 1625/26 og kan meddele, at

1) Tyge Lydiksen afløses i 1602 af Peder Nissen, der så nævnes resten af perioden,
2) Peder Truelsen nævnes på sin gård hele perioden,
3) Jep Pedersen afløses 1625/26 af Villads Andersen



Hilsen
Christian

Min slægt: Autzen, Konstmann, Nansen, Hegelund, Sønberg, Matzen, Schmidt, Kruse, Wolf. Min hustru's slægt: Mærsk, Fogh, Møller, Hark, Lund, Aaskou, Blom, Dethlefsen, Beyer, Troels Winther.

Michael Blæsberg-Knudsen

Hej Kristian og tak for dit svar.

Det er meget muligt, at man ganske enkelt har glemt at opdatere brøde- og fæsteregisteret med ændringer i Løjt sogn? Måske fordi de få gårde fra sognet, der var blevet lagt til Haderslev amt (Kongen), ikke fyldte meget. Eller også er registeret mere tilfældigt ført i de første 30 år af det 17. århundrede (1600-tallet).

Bedste hilsener
Michael

Mikkel Eide Eriksen

Hej Michael

Det er min erfaring fra Kronborg len/amt/rytterdistrikt, at fæstedesignationerne (svarende til fæsteregisteret i Haderslev amt) blev ført ret nidkært, hvorimod jordebøgerne kunne være ret dovne afskrifter.

Jeg har dog set nogle få eksempler, hvor der aldrig blev registreret en indfæstning. I de tilfælde den var gratis, vil der som regel være en designation med indfæstningsbeløb 0 mark, men enkelte gange slet ingen før den næste overtog — men som sagt meget sjældent, så det må bero på fejl (i Gillelejes tilfælde vel under 10 gange i 250 år).

Jeg har et tilsvarende antal gange set det noteret at "NN blev pålagt at fæste hus nr. x, som han i (fx.) 10 år ufæstet har beboet", men har i disse tilfælde ikke kunnet sammenligne med en jordebog, da det var oppe i 1700-tallet hvor der ikke længere er årlige jordebøger i regnskaberne.

Se også dette mit gamle indlæg med nogle citater fra Thelma Jexlev om jordebøger kontra skattemandtaller:
Citat fra: Mikkel Eide Eriksen Dato 31 Aug 2023 - 18:19Hej igen

Ja, jeg har altid støttet mig til dette klip jeg tog for nogle år siden af Thelma Jexlev, Hvorledes kan man falge sin slægts eller sin gårds historie (Personalhistorisk Tidsskrift, 1978): "Hovedreglen var, at jordebogen blev omskrevet hvert år, men ofte er der tale om en ret mekanisk afskrift, så at ikke alle personskifter er ført ajour. Derfor kan det tit være svært at få jordebogen til at stemme overens med skattemandtallet for samme år."
http://bibliotek.dis-danmark.dk/cgi-bin/koha/opac-detail.pl?biblionumber=22339

Denne oversigt er også god: Jexlev, Lensregnskaberne i (Fortid og Nutid, 1974) hvor hun skriver s. 576: "I et skattemandtal opføres derfor ikke kun kronefæstere som i jordebøgeme, men alle kategorier af skattepligtige, selvejere, fæstere, husmænd, inderster, håndværkere, tjenestedrenge o.s.v."
https://tidsskrift.dk/fortidognutid/article/view/117407

mvh
Mikkel
Interesse: alt Gilleleje plus Lindberg/Humble (SE/DK) Svane (Mors) Behringer (Alsace/DK/NO) Bortvig/Fleischer (Lolland)

Hjælper gerne med Sverige: https://forum.slaegt.dk/index.php/topic,153986

Michael Blæsberg-Knudsen

Hej Mikkel og tak for svar.
Hvad angår de første 30 år af 1600-tallet, så er der brøde- og fæsteregisteret, der bliver senere opdateret end jordebøgerne, hvilket jeg undre mig over.
Bedste hilsener
Michael