Svend Poulsen - "Gøngehøvdingen" - i Lundby, nævnt i skifte i 1667

Startet af Lars Skovvang Larsen, 23 Okt 2023 - 20:15

Forrige emne - Næste emne

Lars Skovvang Larsen

For nogle år siden var der en del slægtsinteresserede, der jagtede "Gøngehøvdingen" Svend Poulsen, der efter svenskekrigen fik Lundbygård i Lundby sogn, Præstø amt.

Jeg mener, at jeg har fundet ham nævnt i et skifte i 1667.
Den 23. januar skiftedes der under Vordingborg amtsstue efter gårdmand Jacob Nielsens kone Birgitte Pedersdatter i Over Vindinge, Sværdborg sogn.
Jacob Nielsen var en formuende bonde, der havde tilgodehavende hos en del mennesker. En af dem var "Suend Pouellsen" i Lundby. Han skyldte 44 daler til boet.

Svend Poulsen er nævnt på folie 152b midt på siden og nederst på folie 153a.

http://ao.salldata.dk/vis1.php?bsid=132374&side=157
Venlig hilsen
Lars Skovvang Larsen, Faxe
www.aneopslag.dk

Mikkel Eide Eriksen

Hej Lars

Ja, det må da være ham.

Skiftet nævnes ikke i Kim Wagners bog, men jf. s. 68, som siger at hans "økonomiske situation forværredes", og note 142 henviser til bilag 80 (s. 95) om et pantebrev hvorefter han den 12. marts 1667 lånte 200 rdl., det passer jo med den ret store gæld af 44 daler til Birgitte Pedersdatters bo i januar samme år.
https://bibliotek.slaegt.dk/cgi-bin/koha/opac-detail.pl?biblionumber=47963

mvh
Mikkel

PS. Jeg stødte iøvrigt på en Svend Gønge i Gilleleje (omkring 1707), men nærmere undersøgelser viste at han hed Arvedsen som patronym...
Interesse: alt Gilleleje plus Lindberg/Humble (SE/DK) Svane (Mors) Behringer (Alsace/DK/NO) Bortvig/Fleischer (Lolland)

Hjælper gerne med Sverige: https://forum.slaegt.dk/index.php/topic,153986

Lars Skovvang Larsen

Svend Povelsen dukker op endnu en gang i et skifte.
Skifteprotokollen for Vordingborg og Jungshoved amter. Begyndende på folie 84a.
http://ao.salldata.dk/vis1.php?bsid=132375&side=86

Skifte den 24. januar 1672 efter gårdmand Anders Nielsen Bødkers kone Birgitte Hansdatter i Lundby, Præstø amt.
Boet var meget ringe; udgifterne oversteg indtægterne med omkring 100 sletdaler.
Blandt de næsten 30 kreditorer ses "Svend pofuelsen" med en fordring på 2 daler og 2 mark. Han fik kun udlagt 3 mark 8 skilling. Folie 86b og 88a.

Svend Povelsen prøvede altså også at have penge til gode - med ringe succes i at få dem tilbage.

Venlig hilsen
Lars Skovvang Larsen, Faxe
www.aneopslag.dk