Svigermors død.

Startet af Jørgen Chr., 14 Jan 2022 - 12:16

Forrige emne - Næste emne

Jørgen Chr.

Hej derude.

Jeg mener, jeg har skrevet til jer før om mit "problem" dog uden positivt resultat, og da det trods mine store anstrengelser med at søge alle mulige andre steder, så er det ikke lykkedes mig at finde et svar.  Derfor tillader jeg mig her at prøve at præsentere jer for det igen.

Mit "problem" er, at jeg ikke kan finde min svigermors død i en kirkebog på AO.  Altså, jeg mener, det må være Københavns Amt, MÅSKE et sogn dér men hvilket?  Jeg har på nettet på AO (Arkivalieronline) været kirkebøgerne for sognene Sct. Lukas, Godthåb, Frederiksberg, Mariendal og Solbjerg igennem men umiddelbart ikke fundet hende i nogen af dem.  Derfor sætter jeg min lid til, at I kan hjælpe mig, for død er hun, og så vidt jeg er blevet oplyst, så SKAL vi alle angives i en kirkebog, når vi dør.

Jeg har også henvendt mig til Stadsarkivet på Frederiksberg Rådhus, hvorunder Sct. Lukas kirken hører.  De har været så venlige at undersøge, om der skulle stå noget i Frederiksberg Begravelsesvæsens arkiv men, det gør der ikke udover, at de i Begravelsesprotokollen kan se, at hendes bisættelse har fundet sted i Søndermarkens Krematorie lille sal og er foretaget af Pastor Jalk fra Sankt Lukas sogn.  Jeg, gamle mand, husker godt pastor Jalk, idet jeg boede på Nyelandsvej og derfor selv er konfirmeret af ham og jeg er viet i Sct. Lukas kirken, hvorfra både min mor og far i øvrigt er bisatte.

Min svigermor hed Kristine Andrea født Pedersen, gift med murermester Eigil Albert Joachim Pedersen men skilt 07.01.1944, MÅSKE meldt ud af Folkekirken.  Kristine blev født 06.08.1898, døbt i Sct. Thomas kirken, boede sammen med børnene på Rolfs Plads 29, 1. sal tv, Frederiksberg.  Hun døde på Bispebjerg hospital den 22.04.1959 og bisat fra Søndermark Krematorium, lille sal den 26.04.1959 og derefter (så vidt jeg ved) kremeret, og dernæst begravet på de ukendtes gamle gravplads på Søndermark kirkegård.

Jeg håber, I kan hjælpe mig og fortælle mig i hvilket sogns kirkebog hun er nævnt.

De venligste hilsener.

Jørgen

Hans B. Hindborg Sørensen

https://dodsregister.dk/Infopage.aspx?id=k3s/7Gd/EfgYQygoAG1P9Q==

Tjekkede lige at dine oplysninger var korrekte  - og det var de.

Indtil engang i 1970'erne blev alle dødsfald registreret der, hvor personen rent faktisk døde, og da det sjældent skete hjemme, var det oftest på sygehuse og plejehjem. Derfor skal dødsfaldet findes registreret i det sogn, hvor det pågældende sygehus eller plejehjem lå, disse kirkebøger er ofte meget omfattende. Derfor har man ændret det til den nugældende regel: at alle dødsfald registreres i det sogn, hvor den afdøde havde folkeregister-adresse.

Bispebjerg hospital hørte i 1959 under Bispebjerg/Grundvigskirken, men her er hun ikke opført. ? Af dødsregisteret ses at hun døde i Københavns Kommune, men er du sikker på at det var Bispebjerg hun var indlagt på ?

/Hans
m:-)h
Hans B. Hindborg Sørensen

hbhs(snabel a)jubii.dk

Gurli Kristensen

Med venlig hilsen

Gurli Kristensen

Inger Toudal

Eftersom hun døde i Københavns Kommune, burde hun også kunne findes i begravelsesprotokollerne på Københavns Stadsarkiv.

Se tråden https://forum.slaegt.dk/index.php/topic,174964.msg916490.html#msg916490

- skulle give oplysninger om både dødssted og i hvilken kirkebog dødsfaldet er indført.

Venlig hilsen
Inger Toudal
Venlig hilsen
Inger Toudal

Jørgen Chr.

Kære Inger, Hans og Rolf.

Tusind tak for jeres hurtige og værdifulde hjælp.  Jeg er virkelig dybt taknemmelig, fordi I er så venlige og har tålmodighed til fortsat at "kæmpe" for mit problem, selvom det stadig er uløst men, det nærmer sig, hurra.

Jeg har nu forelagt sagen for Bente Lindhardt (hendes hjælp til opslag i protokollerne på Stadsarkivet i København), som tidligere foreslået af Inger.  Det må være sidste chance for mig.  Spændende hvad hun kan finde ud af.

I øvrigt, er der nogen af jer, der ved, om Bispebjergs kirkebøger kan/skal findes i et andet sogn end Bispebjerg (GRUNTVIGSKIRKEN). for selve Bispebjerg Kirkegård ligger ikke i nærheden af den kirke, så vidt jeg ved.

De allerbedste hilsener til jer alle tre og jeg ønsker jer alle en rigtig god weekend.

Jørgen