Aner til Sophie Elisabeth Jessen (1684-1733)

Startet af Ferdinand, 19 Dec 2020 - 18:13

Forrige emne - Næste emne

Ferdinand

Hej allesammen,

Jeg leder efter anerne til Sophie Elisabeth Jessen. Her kommer lidt baggrundsinformation.

Sophie var hustru til to sognepræster i Lindelse. Hun blev gift med præsten Gjøde Nielsen (f. 1679, d. 1752) den 2. december 1706 efter hendes første mand, Gjødes forgænger Hans Gummesen Brandt (f. ca. 1664, d. 1706), gik bort samme år. [1] Gjøde skrev følgende i kirkebogen i anledningen af sin vielse: "d: 2. Decemb: viede min fader min Kiæriste Mad: Sophie Elisabeth Jessen og mig tilsammen i dend Hellig Trefoldigheds nafn. Gud gifve det maa være skeed i en salig stund saa vi maa lefve tilsammen i gudsfrøgt, fornøjelighed, og glæde, Gud til Ære og os til gafn." [2] Gjødes omtalte fader var Niels Gjødesen (f. 1649, d. 1725), sognepræst i Rudkøbing. [3] Sophie og Gjøde fik mindst tre børn: Margreta Agnes (f. 1707 Lindelse, d. 1741 Tryggelev) gift med Gomme Hansen Brandt, Elisabeth Sophie (f. 1716 Lindelse, d. 1793 Lindelse) gift med Peder Pedersen Müller samt Lauritz Christopher Jacobsen Ursin, og Birthe Cathrine (f. 1721 Lindelse, d. 1800 Frørup) gift med Jens Schurmann.

Sophie døde anden juledag den 26. december 1733 og blev begravet den 4. januar 1734 i Lidelse sogn. Hendes mand, Gjøde, stavede i denne sammenhæng hendes navn "Sophia" i kirkebogen. Deri nævner han desuden, at hun blev født den 16. februar 1684, men det er ikke lykkes mig at tyde hvorhenne ("Bro[...]"). [4] Flere steder rundt omkring på nettet er Broager blevet foreslået. Der er også mange steder på nettet, hvor hun bliver omtalt med fornavnet "Ane," "Anne," eller "Anna" inden "Sophie" (eller "Sophia"), men det er hidtil ikke lykkes mig at finde nogen samtidige kilder, hvor dette navn figurerer. Hvor(fra) kommer dette første fornavn ind i billedet?

Herredsfogeden Johan Jessen angives ofte som faderen til (Anne) Sophie Elisabeth Jessen, men hvilket belæg har man for dette? For eksempel skriver Frederik Graae i bogen "Historien om Jes Jessen og Brandt'erne paa Langeland" (1928), at mormoderen til Hans Brandt "var en Datter af Herredsfoged Johan Jessen i Broager." [5] Den omtalte Hans Brandt var sognepræst i Tryggelev [6] og hans moder var Sophies tidligere nævnte datter Margreta Agnes. Graae nævner desværre ikke, hvordan han er kommet frem til konklusionen, at Sophie er Johan Jessens barn. Nogen som kan hjælpe? Hvis hendes fader virkelig var Johan Jessen er de næste spørgsmål, hvem hendes moder var, og hvem Johan Jessens forældre var? Graae skriver i sin bog, at Johan Jessen var "en nær Slægtning af Jes Jessen, formentlig en yngre Broder eller Brodersøn, mulig en Søn af hans Broder Ditlev Jessen, der oprindelig havde været Skipper og en kort Tid bosat i Nykøbing, men som senere blev Købmand i Arnæs i Holsten." [5] Med andre ord foreslår Graae, at Sophie var søn af Johan Jessen som enten var broder til Jes Jessen eller søn af Jes Jessens broder Ditlev Jessen. Hvad baserer han alle disse spekulationer på?

Jeg håber, at der er nogen som kan hjælpe mig videre og kaste lys over (Anne) Sophie Elisabeth Jessens forældre og aner. Selv har jeg kun meget lidt erfaring med slægtsforskning som berører 1600-tallet (og tidligere perioder), så jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg skal lede.

På forhånd mange tak!

[1] https://wiberg-net.dk/736-Lindelse.htm
[2] https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=469513#469513,84091892 (Nr. 5)
[3] https://wiberg-net.dk/949-51-Rudkobing.htm
[4] https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=469513#469513,84092084 (Nr. 628)
[5] https://slaegtsbibliotek.dk/909922.pdf (s. 27)
[6] https://wiberg-net.dk/1209-Tryggelev.htm

Niels Just Rasmussen

#1
Citat fra: Ferdinand Dato 19 Dec 2020 - 18:13
Sophie døde anden juledag den 26. december 1733 og blev begravet den 4. januar 1734 i Lidelse sogn. Hendes mand, Gjøde, stavede i denne sammenhæng hendes navn "Sophia" i kirkebogen. Deri nævner han desuden, at hun blev født den 16. februar 1684, men det er ikke lykkes mig at tyde hvorhenne ("Bro[...]"). [4] Flere steder rundt omkring på nettet er Broager blevet foreslået. Der er også mange steder på nettet, hvor hun bliver omtalt med fornavnet "Ane," "Anne," eller "Anna" inden "Sophie" (eller "Sophia"), men det er hidtil ikke lykkes mig at finde nogen samtidige kilder, hvor dette navn figurerer. Hvor(fra) kommer dette første fornavn ind i billedet?

[4] https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=469513#469513,84092084 (Nr. 628)

Jeg læser det som "Broaker paa Sønde? land" [?Søndit? står der måske]
Da Broager ligger i Sønderjylland vil jeg helt klart tro på at det er dette som menes.

Hvis vi tager fra "danske stednavne" ser vi denne stavemåde i 1600-tallet for Broager i Sønderjylland:
Reg 1604 Broacker
Mejer 1649 Broacker
Danckw 1652 Broacker
Reg 1661 Broacker
Reg 1667 Broacker
Så det er vel at forvente en skriftudvikling fra Broacker -> Broaker -> Broagger -> Broager.

Kirkebogen for Broager starter først 1695....så hendes dåb kan du ikke finde.

Mon meget om hendes baggrund er baseret på herredfoged Johan Jessens skifte?
NB: Jes/Jessen er jo også sønderjysk for Jens/Jensen.

Niels Just Rasmussen

#2
Om Johan Jessen, herredsfoged i Broager, så er dette ihvertfald en kilde til hans vielse [siges dog ikke hvem han blev gift med].

J. Smith: GLUCKSBORGSKE BRYLLUPS- OG FADDERGAVER
d. 3. Juli [1678] Johan Jessen Herredsfoged i Broager,
Bryllupsgave: 8 Rigdsdaler
Offerpenge [til præsten?] 1 Rigsdaler 16 Skilling.
(s. 134).

Som sin kilde til dette nævner han: "Glucksborgske Regnskaber for Tiden 1666-1711
fandt jeg for nogle Aar siden blandt Udgifterne de af det Glucksborgske
Hof ydede Bryllups- og Faddergaver. Disse er naturligvis i første Linie ydet
til Embedsmænd og Funktionærer i Hoffets Tjeneste, men ogsaa til andre,
som Hoffet stod i Forbindelse med, eller som man vilde vise en Opmærksomhed
"

Johan Jessen skulle være død i 1713 (?), hvis et skifte eventuelt eksisterer.

Niels Just Rasmussen

Personalhistorisk Tidsskrift 1960 skulle have J. Smiths artikel om "Nordslesvigske herredsfogder" - skulle være s. 89-124, så hæfte nr. 3.
- her må Johan Jessen optræde.

Den er desværre ikke online på hverken deres hjemmeside (eller slægtsforskernes bibliotek).
De har dog hæfte 1-2 og hæfte 4?
Se: https://tidsskrift.dk/personalhistorisk_tidsskrift/issue/archive

Jeg kan finde J. Smiths "Sydslesvigske Herredsfogder" fra 1963 online, men det hjælper jo ikke her.


Erik Brejl

Her ses herredsfogeden, der der ud at til at være død 16.5.1724
Erik Brejl
https://brejl.dk

Niels Just Rasmussen

#5
Tak for opslag Erik.
Det ser ud til at passe....

Begravet 16. Maj 1724 i Broager Sogn.
Står måske noget lignende "Der H: Hardes Voyt Johan Jessen d. 16 dit"
hvad der står på linien lige under kan jeg ikke læse.
Kilde (s. 32 2. spalte midt): https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17216138#201109,38088053

Så er det jo et godt spørgsmål om der er et skifte bevaret?
Som herredsfoged var han jo nok kongeligt ansat, så et skifte ville måske findes i Danske kancelli (eller i Sønderjylland under Tyske kancelli?)

Erik Brejl

Jeg vil tro at der står:
Der sl. herd vogt (herredsfoged) Johan Jessen den 16. dito (maj 1724)
des Abends begraben
Erik Brejl
https://brejl.dk

Ferdinand

#7
Tusind tak for jeres indlæg, Niels og Erik, det er spændende læsning!

Vi kan altså konstatere, at Johan Jessen var herredsfoged i Broager i perioden 1678-1713 (se Eriks indlæg), blev gift med en ukendt kvinde den 3. juli 1678 (se Niels' andet indlæg), og blev begravet den 16. maj 1724 sammesteds (se Niels' fjerde indlæg). Men nu blev det endnu mere uklart, hvem Johans forældre var. Som nævnt i mit første indlæg, foreslår F. Graae (1928), at hans fader var enten Jes Jessen eller Ditlev Jessen. J. Smith (1960) foreslår derimod, at hans forældre var gårdejer Johan J[essen] og Cecilia Hansdatter From. Disse må være Johan Jessen von Blantz (dvs. Blans) og Cecilie Hansdatter From (Hans Simonsen Froms datter) fra Hoptrup, som blev gift den 19. juni 1629. [1] Det kan desuden nævnes, at denne Johan blev stævnet for retten i Flensborg i 1663 for at have misligeholdt et lån. (Ratsgerichtprotokol, Bd. 15, 1660-­65, A, nr. 34) [2] Hvem skal man tro, Graae eller Smith? Indtil videre har vi ikke fundet nogen samtidige kilder, som kæder herredsfogeden Johan Jessen sammen med Jes eller Ditlev Jessen - eller - med Johan Jessen (von Blantz) og Cecilia Hansdatter From. Hvis sidstnævnte er hans forældre, er han formentligt født efter 1629 og inden 1658 (hvis vi går ud fra, at han ikke var ældre end 20 år ved hans vielse i 1678). I givet fald var han mellem 66 og 95 år ved hans død i 1724.

Men nu tilbage til mit første spørgsmål, hvem var Sophie Elisabeth Jessens forældre? Det er endnu ikke lykkes at kæde hende ordentligt sammen med herredsfogeden Johan Jessen; det er indtil videre kun Graae, som har foreslået et slægtskab. I denne tråd nævner Niels, at Graaes påstand muligvis er baseret på Johan Jessens skifte. Hvilke forhåbninger kan man gøre sig om at finde dette? Jeg har desværre ikke nogen erfaring med at søge efter denne slags dokument... Kiggede på arkiverne for Arkivalieronline, men ved ikke, i hvilke jeg skal lede (og mange af arkiverne, f.eks. Sønderborg Amtsret og Haderslev Herredsfoged, går ikke så langt tilbage i tiden).

[1] Diverse steder på nettet, bl.a. https://www.geni.com/people/Cecilie-From/2116165
[2] https://familienshistorier.files.wordpress.com/2016/01/C%C3%A6cilie-Hansdatter-From.pdf

Niels Just Rasmussen

Navnekartotek over embedsudnævnelser i Danske Kancelli (1660 - 1848):
Ingen Johan Jessen som bliver udnævnt til Herredsfoged i Nybøl Herred.
Der findes udnævnelser til herredsfogeder - f.eks en kanceliråd Johan Friderich Jessen blev udnævnt i Ginding og Hjerm Herreder i 1811, men det er jo også Nørrejylland.
Kilde: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17142310#182582,30997019

Siden Nybøl er i Sønderjylland hørte udnævnelsen nok under Tyske Kancelli?
Der er "Tyske Kancelli, Slesvig-holsten-lauenburgske Kancelli: Alfabetisk register over bestallinger gennem Tyske Kancelli, registreret af C.M.A. Matthiessen (1660 - 1724)",
men her kan jeg ikke finde ham. Ifølge J. Smith's dokument skulle han være herredsfoged fra 1678.
Kilde: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/index-creator/150/997781/17142322

"Herredsfogeden var dommer og fra 1791 også politimester i herredet, men fik efterhånden nye administrative opgaver under enevælden. Også han var i 1660 blevet kongelig udnævnt embedsmand gennem Danske Kancelli. Lønnen bestod dels af naturalier som dommerkorn, dels af penge i form af en fast løn og især af sportler, dvs. en afgift på de enkelte ydelser, han leverede. Da indtægtsgrundlaget var svagt for et enkelt herred, blev herrederne i 1686 to og to sammenlagt til større distrikter. Derudover fik de enkelte herredsfogeder efterhånden overdraget flere embeder gennem den såkaldte embedskumulering. Heller ikke herredsfogedembedet kendte til aldersgrænser for fratrædelse eller pension fra staten."
Kilde: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/lokaladministrationen-1660-1849/

Det er godt nok ikke nemt at finde ud af - kunne han som kongelig embedsmand være under Hofetaten og et skifte skal så være under "hofretten i København"?
Det ser dog ud til at være tvivlsomt om et skifte fra 1724 er bevaret.
Måske gættede Graae bare uden at have noget egentligt tekstligt bevis på en familiesammenhæng?!





Ferdinand

#9
Endnu engang tak, Niels! Det lader til, at det er sværere at udrede Sophie Elisabeth Jessens og Johan Jessens aner, end jeg først troede, og du kan muligvis have ret i, at Graaes spekulationer er det rene gætteværk. Jeg håber dog stadig på, at der ligger nogle dokumenter et eller andet sted, som vi har overset og kan hjælpe os videre!

Her efter jul har jeg ledt efter Sophie Elisabeth Jessens første ægteskab med Hans Gummesen Brandt i kirkebøgerne, og jeg faldt tilfældigvis over en side på nettet, hvor det er nævnt, at vielsen burde have fundet sted den 17. juni 1704 i Broager [1]. Det ser ganske rigtigt ud til, at en Hans Brandt og en Sophie Elisabeth er blevet viet denne dag i det omtalte sogn [2]. Kvaliteten på den skannede side gør det svært at tyde teksten ordentligt. Jeg får det til: "H: Hans Brandt Past[. Li]ndelse o: Sophie Elisabeth Je[psen/ssen] d: 17 [***]" Jeg er i tvivl om teksten i klammerne, nogen der bedre kan tyde det?

Vi kan nu etablere følgende tidslinje over Sophie Elisabeth Jessens liv:
- 1684 (16. februar): Fødsel i Broager [3]
- 1704 (17. juni): Vielse med Hans (Gummesen) Brandt i Broager [2]
- 1706 (maj el. tidl.): Hans Gummesen Brandts død i Lindelse [4]
- 1706 (2. december): Vielse med Gjøde Nielsen i Lindelse [5]
- 1707 (22. april): Fødsel af datteren Margretha Agnes i Lindelse [6]
- 1716 (10. april): Fødsel af datteren Elisabeth Sophie i Lindelse [7]
- 1721 (6. marts): Fødsel af datteren Birthe Cathrine i Lindelse [8]
- 1733 (26. december): Død i Lindelse [3]

Sophie Elisabeth Jessen boede altså i sin barndom og ungdom i Broager (1684-1704) inden hun som 20-årig flytter med Hans Gummesen Brandt over det sydfynske øhav til Lindelse, hvor hun forbliver til sin død 49 år gammel (1704-1733). Et slægtskab med herredsfoged Johan Jessen er derfor bestemt ikke udesluttet, men mon ikke, der også har boet en hel del andre Jessen'er i Broager på daværende tidspunkt. Vi må derfor lede videre efter Sophie Elisabeth Jessens aner - og en eventuel kobling til Johan Jessen. Hvor har vi ikke kigget endnu? Kan man mon finde nogle kilder fra perioden 1684-1704 som kan kaste lys over hendes familieforhold?

[1] https://www.niwich.dk/fejoe_web/an_c2.html
[2] https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=201109#201109,38088033 (anden spalte, 12. linje nedefra)
[3] https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=469513#469513,84092084 (Nr. 628)
[4] https://wiberg-net.dk/736-Lindelse.htm
[5] https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=469513#469513,84091892 (Nr. 5)
[6] https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=469513#469513,84091902 (Nr. 165)
[7] https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=469513#469513,84091912 (Nr. 254)
[8] https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=469513#469513,84091920 (Nr. 390)