Nekrolog i Vendsyssel Tidende - 1904

[Oliver K]

Hej alle

Nogle der kan hjælpe med at tyde denne nekrolog over Marcus Claussen? Har allerede tydet noget af det.
Kan evt. sende det jeg har tydet på mail.

Tak!

http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis/record/doms_aviser_page%3Auuid%3Ad0581a02-1a4b-42ec-afdb-5b11444ddc6d/query/iso_dateTime%3A1904-03-10*%20titleUUID%3A%22doms_aviser_title%3Auuid%3A3ec425aa-995f-44c7-b130-75c48f792c9c%22/page/doms_aviser_page%3Auuid%3Aa6bcc39d-192a-4b1e-9ac1-826b95eedf07

[Jørgen Thue Pedersen]

Hej!
Her er godt den første spalte.

Lærer Markus Clausen
lukkede i Aftes sine Øjne til den sidste
Søvn.
Den kun 65 Aar gamle Mand var
velkendt i vide Kredse. Siden 1866
har hver Slægt set ham vandre til
hans daglige, pligttro Gerning i Sko-
len, hvor de bedste af Eleverne og
alle Lærerne holdt hjerteligt af ham
og højagtede ham, baade fordi han
var en ret usædvanlig Begavelse, og
fordi han stedse var besjælet af et
fint og varmblodigt Retsind.
Dette kom for øvrigt paa en karak-
teristisk Maade Eleverne til Gode paa
Legepladsen, hvor Clausen i mange
Aar var Inspektør; thi han havde et
lydhørt Øre og et lysvaagent Øje,
naar nogen af de Store og Stærke
vilde gøre de Smaa og Svage
Uret. Da kom Sønderjyden op
i ham. Hans Hjem stod nemlig hin-
sides Grænsen. Der havde han set
nok af de Stærkestes Overgreb, og
han havde selv følt disse; thi som
han skriver i et Digt:
    Et slesvig-holstensk Bremsestik
    forjog mig fra min Rede.
Slægten havde hjemme i Løjt-
Kirkeby. Siden vi skrev sextenhundrede
og nogle har den ejet den gamle
Poulsgaard. Slægtled efter Slægt-
led fik den ældste Søn Gaarden. De
fleste af de øvrige Sønner gik til
Søs. Og det samme gjorde Markus
Clausen. Som Dreng sejlede han
Verden rundt. Men hine Tiders raa
Sømandsliv tiltalte ikke hans fine
Natur. Og da han alt i de tidligste
Barneaar havde vist et forunderligt
Nemme for Bogen og Længsel efter
at tilegne sig boglig Kundskab, gik
han Skolevejen, og blev fra Tønder
Seminarium ansat ved en sønderjysk
Skole.
Det kunde  den dansksindede unge
Mand imidlertid ikke nære sig
længe efter Ulykkesaaret 1864. I
1866 drog han til Danmark. Og
efter at han havde fundet sin gode
og trofaste Hustru, Elisabeth Krag,
grundede han med hende – i Hjø-
ring – det lille, vakre Hjem med de
blanke Ruder, til hvilke saa mange
venlige Blikke saa mildt, fordi man
ad det daglige Samlivs mange uspor-
lige Veje vidste, at dér holdt alle gode
Aander til Huse.
Den tidligere Verdensomsejler boede
i den sidste lange Aarrække i en lille
Lejlighed, indrettet paa en forladt
Skoles Plads i et lavt 1-Etages Hus
som ligger hyggeligt og minderigt un-
der de høje Skolelindes brede Kro-
ner.

[Jørgen Thue Pedersen]

Her er et stykke mere: (jeg kan fortsætte senere).

Men i de stille Omgivelser faldt
han og hans ikke i Søvn. Deres
Hjem var i mange Aar et af dem, der
med vaagen Interesse, kloge Blikke og
ærlige Sind fulgte de aandelige Kampe
og Aandslivet i Landet i det Hele
taget.
Det var os derfor kært i sin Tid
at kunne knytte Clausen til "Vend-
syssel Tidende" som Medarbejder.
Hans hurtige Opfattelsesevne og Jern-
hukommelse gjorde ham til en af Lan-
dets sikreste Referenter. En Taler
som Biskop Kierkegaard, der var yderst
vanskelig at følge, skal have ytret sin
Forbauselse over, hvor nøje Clausen
havde forstaaet at gengive hans Tan-
ker, ja, endog hans karakteristiske Ud-
tryksmaade.
Clausen havde Sangens Gave. Naar
han skrev om et Æmne, der fik hans
Hjerte til at banke, rev han andre
Hjerter med. Og det hændte endda,
at han, naar man havde bedt ham
skrive en Festsang, kunde løfte det
kjoleklædte Selskabs Øje baade fra
Suppen, Stegen og Kagen, op mod
den høje, blaa Himmel, hvor han selv
drog Vejret lettere.
               *              *              *
Og som han selv var, stemte han
sine Børns Sind.
Et af dem, en afdød Datter, laa
alvorlig syg, da Bjørnson var her i
Landet paa Foredrags-Tourné. En
Operation var i højeste Grad ønske-
lig; - men hidtil havde hun ikke haft
Mod til at underkaste sig Smerten
og Angsten. Da Meldte Rygtet, at
den store Normand vilde tale her.
Af Længsel efter at høre ham, bad
hun nu selv om, at Operationen
maatte blive foretaget, hvis Lægerne
vilde love hende, at hun saa kunde
faa den beundrede Digter at høre.
Man gav hende Udsigt dertil. Og
hun gik kækt Pinen igennem. Men
endnu medens hun laa halvt bevidst-
løs paa Operationsbordet, hørte hun
af Lægernes Samtale, at Ondet var
saa alvorligt, at der ikke var Tale
om, at hun kunde komme op til den
Tid, da Bjørnson gæstede Hjøring.
.   .   .   Da den graanende Digter
hørte denne lille simple Hverdags-
historie, blev det ham, der aflagde
en lille bevæget Visit ved hendes
Leje, og kort efter havde hun paa sin
Væg Bjørnsons egenhændigt skæn-
kede Billede, omgivet af rene norske
Flag og Grankviste, som hun holdt
friske til sin Død.
               *               *             *

[Jørgen Thue Pedersen]

Hej igen!
Her kommer så resten:

Men gladest vare vi ved Clausen
som Boganmelder. Han elskede Spro-
get varmt og ærligt, og for ham
var det dyb Sandhed, naar Digteren
synger om Modersmaalet:
     Hver dristig Skæmt, der lokker
     paa Læben frem et Smil,
     det blev i hendes Kogger
     en hvas og vinget Pil.
     Hvert Ord, der kom fra Hjertet
     og som til Hjertet naar,
     det blev en Sten i Muren,
     der hegner hendes Gaard,

og han elskede at følge Tankens
Veje ud over Menneskelivets Vid-
der. Derfor var han ogsaa om-
hyggelig i sin Anmeldergerning.
Et mistet Boghefte kunde være ham
en Hjertesorg og en Trykfejl som et
misklædende Saar i et ædelt Ansigt.
Men naar han havde faaet den ugent-
lige Bogpakke under Armen og vidste,
at der var noget godt i den, gik
han hjem som til en Fest. Og han
drog ind i Digterens Tankeverden
med Højtid i Sindet, som vi andre
træder ind under nysudsprungne,
silkegrønne Bøgehvælvinger, hvor For-
aarssangerne synger om Kærlighed og
Glæde. Han tilhørte den frisindede
grundtvigske Retning. Men han an-
meldte ikke Bøger med Balles Lære-
bog under Armen. Han kunde godt
følge en dristig, livssvulmende Tanke,
men lagde Bogen paa hans Vej noget
sædelig raaddent eller tomme Skaller
uden Kærne, da kunde det støde ham som
Helligbrøde. Og helst færdedes han,
hvor Vejen gik gennem et ægte dansk
Landskab med frisk, blaa Sø. Lærke-
sang over Ageren og Klokkeklang fra
de hvide Landsbykirker paa Højderne.
Saadan har han skrevet om Lite-
ratur, derfor var der mange baade i
Forfatternes Skare og i Befolkningen,
der læste hans Anmeldelser med Glæde
og med – opdragende Udbytte.
Vi mindes denne hans Gerning
med respektfuld Taknemlighed.
I Aftes slog Tidens store Klokke
sit sidste Slag for ham. Og han
vandrede ind til det nye, der skal
komme. Hvorledes han selv saa paa
det, skrev han en Vinterdag i et Nyt(-)
aarsdigt, der lyder saaledes:

Hør – Nytaarsklokken falder til Slag,
nu svinder Aarets den sidste Dag.

Nu sænkes det ned med alt, hvad det gav,
i Tidernes store Fællesgrav. –

Og vi staa foran det ubekendte
og lytte og spejde og haabe og vente.

Hvad vil det bringe for Hus og Hiem,
det Aar, som nu holder Døren paa Klem?

Vil Solskin løve os Træ'r og Buske,
hvad eller Storme i Taget ruske?

Saa spørger mange ved Nytaarsny;
men ingen kender, hvad nu vil gry.

En Trøst dog bliver, hvor Tanker svimle,
der er en Gud i de høje Himle.

Hvor han for Alvor faar Lov at raade,
der løses herligt hver Fremtidsgaade.

[Oliver K]

Tusinde tak Jørgen!