Rasmus Rasmussen Tvilling f. Vesterborg, Maribo Amt 1765 - men hvilken Rasmus?

Startet af Mads Pagh Nielsen, 02 Jul 2011 - 10:21

Forrige emne - Næste emne

Mads Pagh Nielsen


Hej Slægtsforskere!

Søger forældrene til Rasmus Rasmussen "Tvilling" fra Vesterborg, Maribo Amt. Han nævnes ved bl.a. sin død i Vesterborg d. 7. apr. 1853 (opslag 290 i KB 1837-1865) som "Rasmus Rasmussen Tvilling" og nævnes også som "Rasmus Rasmussen Væver" ved vielsen. Tilnavnet Tvilling nævnes også ved konen Kiersten Mortensdatters død.

Han er ifølge FT-1845+1850 m.v. født i Vesterborg i ca. 1765, men der er født to med navnet Rasmus Rasmussen netop dette år: Hhv. opslag 66 i KB Vesterborg 1738-1774 "Rasmus af Lange(sø?)" (kan ikke læse faderens efternavn, men fornavnet er i hvert fald Rasmus) og opslag 67 "Rasmus af Rosningen" med faderen Rasmus Rasmussen.

Så mit problem er at finde ud af hvilken af de to der er den rigtige! Kan nogle hjælpe med gode ideer her?

Det er nærliggende at tro, at han pga. tilnavnet skulle være tvilling: I FT-1787 er han angivet til at være 24 år – altså lidt ældre end øvrige FT. Sikkert en fejl i FT-1787, men der blev faktisk født tvillinger ved navn Rasmus og Mathias (se opslag 58 i KB for Vesterborg 1738-1774) i 1762. Jeg mener dog bestemt ikke, at det her fremgår at faderen hedder Rasmus, så jeg tror at denne Rasmus kan udelukkes og Rasmus Rasmussen Tvillings alder ved død i 1853 er da også angivet til 88 år, hvilket passer bedre med fødselsåret 1765.

Tilnavnet "Tvilling" er gået videre til flere efterkommere, som med sikkerhed ikke har været tvillinger, så det går muligvis også længere tilbage. Bl.a. sønnerne Ole Rasmussen Tvilling og Jørgen Rasmussen Tvilling samt Oles søn Christen Olsen Tvilling.

Rasmus Rasmussen blev viet med Kiersten Mortensdatter 1. okt. 1785 i Vesterborg (opslag 32 nederst til højre). Hun blev døbt i Utterslev Sogn 18 jan. 1761 og hendes far var Morten Jensen Hillebrand (Morten Hillebrand af Nordlunde nævnes ved datteren Ellens fødsel – se nedenstående folketællinger). Hun døde i Vesterborg d. 29. sep. 1830.

Jeg har fundet samtlige folketællinger, hvor han nævnes, og jeg har ligeledes skiftet (Grevskabet Christiansædes Vester Distrikt Skifteprotokol) efter ham - den ældste søn Jørgen Rasmussen Tvilling fik overdraget fæstet på gården. Skiftet gjorde mig desværre heller ikke klogere.

Ved den ældste datter Ellen Rasmusdatters fødsel i 1786 (Opsl. 34 T.V.) nævnes at hun blev båret af Rasmus Larsen Skrædders hustru. Der findes en Rasmus Laursen der er skrædder i FT-1787, men han er jævnaldrende med Rasmus Rasmussen (24 år) og er derfor ikke fadderen.

Ved datteren Grethe Rasmusdatters fødsel (Opsl. 41 T.V.) nævnes fadderne Rasmus Smed og Rasmus Skrædder (sikkert den samme som ved forrige fødsel). Muligvis kan Rasmus Smed være fadderen? Kan ikke finde en smed med fornavnet Rasmus i FT-1787.

Måske har jeg blot stirret mig blind på noget eller har overset noget helt åbenlyst...

1787:
Maribo, Lollands Nørre, Vesterborg, Westerborg bye, , 16, FT-1787, B5689
Rasmus Rasmusen 24 Gift Mand Huusmand og væver
Kiersten Mortensdatter 21 Gift Hans kone ‎[Rasmus Rasmusen]‎
Ellen Rasmusdatter 2 Ugift Deres datter ‎[Rasmus Rasmusen og Kiersten Mortensdatter]‎ (Født i Vesterborg  1786 Opsl. 34 T.V.)

1801:
Maribo, Lollands Nørre, Vesterborg, Vesterborg, Smaahusene, , 25, FT-1801, B7675
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Rasmus Rasmussen 35 Gift Mand Fæstehuusmand med Jord og Væver
Kirsten Mortensdatter 35 Gift hans Kone
Jørgen Rasmussen 3 Ugift deres Søn (Født 1797 i Vesterborg Opsl. 62 T.H.)
Grethe Rasmusdatter [Ane Margrethe] 9 Ugift deres Søn (Født 1789 i Vesterborg Opsl. 41 T.V.)
Trine Rasmusdatter 8 Ugift deres Søn (Født 1794 i Vesterborg Opsl. 54 nederst T.H.)
Karen Rasmusdatter 7 Ugift deres Søn (Kan ikke finde hendes fødsel i Vesterborg KB!)
Jens Rasmussen 20 Ugift Væversvend
(Derudover fik parret også sønnen Ole Rasmussen Tvilling – døbt 10. jan 1802 Opsl. 72 T.V.).

1834:
Maribo, Lollands Nørre, Vesterborg, Vesterborg Bye, 56, FT-1834
Rasmus Rasmussen, 68, Enke‎(mand)‎, Lever af sin Jordlod,
Jørgen Rasmussen, 36, Gift, Inderste og Væver,
Kathrine Rasmusdatter, 26, Gift, Hans Kone,
Ane Jørgensdatter, 7, Deres Barn,
Peder Jørgensen, 5, Deres Barn,
Morten Jørgensen, 3, Deres Barn

1840:
Maribo, Lollands Nørre, Vesterborg, Vesterborg Bye, et Huus, 32, FT-1840, B2479
Navn:    Alder:    Civilstand:    Stilling i husstanden:    Erhverv:    Fødested:
Jørgen Rasmussen   43    Gift      Huusmand og Væver   
Kathrine Rasmusdatter   33    Gift      hans Kone [Jørgen Rasmussen]   
Ane Jørgensdatter   13    Ugift      deres Børn [Jørgen Rasmussen, Kathrine Rasmusdatter]   
Peder Jørgensen   11    Ugift      deres Børn [Jørgen Rasmussen, Kathrine Rasmusdatter]   
Morten Jørgensen   9    Ugift      deres Børn [Jørgen Rasmussen, Kathrine Rasmusdatter]   
Rasmus Rasmussen   75    Enke(mand)      Aftægtsmand og Væver   
Thomas Henningsen   24    Ugift      Væverlærling

1845:
Maribo, Lollands Nørre, Vesterborg, Vesterborg sogn, 37, et hus, 58, FT-1845
Jørgen Rasmussen, 48, Gift, Huusmand, væver, Her i sognet
Cathrine Rasmusdatter, 38, Gift, Hans kone, Utterslev sogn, Maribo amt
Morten Jørgensen, 14, Ugift, Deres Søn, Her i sognet
Rasmus Rasmussen, 80, Enkemand, Aftægtsmand, væver, Her i sognet

1850:
Maribo, Lollands Nørre, Vesterborg, Vesterborg Bye, et Huus, 38 F1, FT-1850, B0050
Navn:    Alder:    Civilstand:    Stilling i husstanden:    Erhverv:    Fødested:
Jørgen Rasmussen   53    Gift      Huusmand og Væver   Vesterborg Sogn
Cathrine Rasmusdatter 43 Gift hans Kone [Jørgen Rasmussen] Utterslev, Maribo Amt
Rasmus Rasmussen   85    Enke(mand)      Aftægtsmand   Vesterborg Sogn

Mvh.

Mads Pagh Nielsen

Ruth Steenberg Rasmussen

#1
Hej Mads

Jeg ved ikke lige, hvad der var sket, men teksten manglede, så derfor rettelsen:
Tvillingernes far hed Peer Cay, så de er helt udelukkede.

Rasmus fra Langesø var søn af Rasmus Hansen og Rasmus fra Rosningen var søn af Rasmus Rasmussen og Anne Nielsdatter. Anne Nielsdatter dør i 1768 se skifteprotokol fra Christianssæde:
http://www.alda.dk/registre.php

Ruth

Mads Pagh Nielsen


Hej Ruth,

Tusind tak for svaret og de virkelig nyttige oplysninger, som jeg ikke kendte til!

"Peer Caÿ"? Besynderligt navn, men jeg kan godt se, at det er det der står! Der findes underligt nok ingen i FT-1787 med efternavnet Persen/Peersen. Måske har præsten ment Peder Kay?

Rasmus Hansen findes der nogle stykker af i FT-1787 med en alder der kunne passe. Den ene tror jeg faktisk er identisk med "Rasmus Smed" der nævnes ved datteren Grethes fødsel som fadder. "Rasmus Smed" nævnes nemlig som far til Jens Rasmussen i 1782 (opsl. 26 i KB). I FT-1787 for Vesterborg findes en Rasmus Hansen (står godt nok her som 'bonde' og ikke smed) med sønnen Jens Rasmussen på 5 år, hvilket næsten må være ham... Han har dog iflg. FT-1787 også en søn ved navn Rasmus Rasmussen på 1 år, så det er næppe ham med mindre han har fået to sønner ved navn Rasmus...? Jeg har slægt i Vestjylland som fik flere børn med samme navn - hvis f.eks. konen hed Nielsdatter og manden hed Nielsen kunne de godt få to Niels'er blot med forskellige tilnavne, men det virker ikke umiddelbart realistisk på mig at de skulle have fået to sønner med samme navn med så mange års mellemrum...

Den anden Rasmus Hansen findes her:

Maribo, Lollands Nørre, Vesterborg, Westerborg bye, , 15, FT-1787, B5689
Navn:    Alder:    Civilstand:    Stilling i husstanden:    Erhverv:    Fødested:
Rasmus Hansen   46    Gift   Mand   Bonde og huusmand   
Karen Nielsdatter   57    Gift   Hans kone [Rasmus Hansen]   Konen vanføer

Kunne godt være faderen, hvis det da ikke er den anden Rasmus Rasmussen... Må se om jeg kan finde skiftet efter hans kone Anne Nielsdatter - måske kan det gøre mig klogere :-)!

I hvert fald tusind tak for din hjælp! ;D

Bedste hilsener,

Mads

Ruth Steenberg Rasmussen

Hej Mads
Ved trolovelsen og ved vielsen mellem Rasmus Rasmussen og Kiersten Mortensdatter står:
Rasmus Rasmussen og Kiersten Mortensdatter t. Rasmus Smed her i Byen.

t = tjenende. Det nævnes uden tvivl fordi hun ikke er født i Vesterborg.

Rasmus Smed = Rasmus Hansen Smed. Han bliver viet i 1777 til Anne Margrethe Hansdatter, se opslag 12, - og er ungkarl, så han er ikke far til din Rasmus Rasmussen, men har været konens husbond.

De får børnene:
Ingeborg, opslag 14
Hans, opslag 20
Jens opslag 26
Anders opslag 32
Rasmus opslag 37
og Ane opslag 51

Ved Anders dåb er Rasmus Rasmussen, Væversvend fadder. Ikke ved nogle af de andre.

mvh
Ruth

Jacob Hejmdal Gren

Hej Mads og Ruth,

Rasmus var fæstehusmand i Vesterborg, så man må gå ud fra, at han fæstede under Pederstrup/Skelstofte. Fæsteprotokollerne derfra er ikke afleveret til Landsarkivet, men man kan købe CD'er med affotograferinger (pkv@mail.dk). En af protokollerne dækker 1768-88, og i registeret til denne er der kun én Rasmus Rasmussen, der fæster et hus i Vesterborg (og ingen der nævnes Rasmus Tvilling). Det drejer sig om:

Side 182a-182b:
"Rasmus Rasmusen
Huusmand i Westerborg. -"
... "Stæder og Fæster til Rasmus Rasmusen fra Westerborg det Huus ibidm som Peder Mikkelsen sidst beboede og godvillig afstaaet haver, hvilket Huus der staar for Hartkorn Agger og Eng 1skp 2f:" ... Pederstrup den 28 Decbr 1787. - ...

Aldersangivelserne var jo dengang ret usikre, så hvis jeg var dig, så ville jeg slavisk læse kirkebogen for Vesterborg igennem for Rasmus'ser søn af Rasmus i årene omkring 1765. For hver enkelt ville jeg så følge familien frem i tiden for at finde et skifte efter begge forældre - for at forsøge at be- eller afkræfte, om det er den rigtige, som du har fat i.

Der er skifteprotokoller kontinuerligt fra 1741 og frem. Den første (1741-71) har jeg lavet et register til, som Ruth har linket til. Den anden er uden register. Fra den tredie, 1791 og frem, er der register på Landsarkivet.

VH Jacob

Ruth Steenberg Rasmussen

Hej Mads
Skiftet for Anne Nielsdatter er godt nok dateret 1768, men hun dør faktisk i 1767, se opslag 74 - og Rasmus Rasmussen gifter sig igen se opslag 75 øverst. Han 2. hustrue hedder Anne Hintzesdatter og de lever ved FT i 1801.

mvh
Ruth

Mads Pagh Nielsen


Hej Ruth og Jacob,

Tusind tak for de mange gode informationer og jeres store hjælp! Jeg tror du har ret i at jeg må gå skifteprotokollerne efter, Jacob - det er sikkert det eneste der med sikkerhed kan afdække mysteriet :) Jeg vil nu lige først prøve at finde fødslen for den potentielle far Rasmus Rasmussen, som jeg jo nu takket været Ruth kender en omtrentlig alder på. Kunne være interessant at se om han evt. var Tvilling  ;)

Dejligt at du har lavet et register for skifteprotokollen Jacob! Det er meget værdifuldt og tidsbesparende for vi andre der skal finde noget :)

Jeg har selv for nogen tid siden erhvervet mig fæsteprotokollerne som PKV har affotograferet på CD'er, og har læst fæstet og den senere afståelse til den ældste søn Jørgen Rasmussen Tvilling, hvor faderen også benævnes Rasmus Rasmussen Tvilling. Jeg gættede også på, at det måtte være den samme Rasmus der findes i fæstet dec. 1787.

Det er lidt underligt at et tilnavn som "Tvilling" er hængt ved i de efterfølgende generationer. Jeg er i Maribo Amt kun faldet over en anden person med tilnavnet - en Rasmus Nielsen Tvilling (skulle i følge databasen på tom-stryhn.com have tilnavnet "Tvilling", men har ikke fundet kilden til det!), der var skrædder, født ca. 1801 (iflg. Vesterborg FT-1845 i Sandby og Vesterborg FT-1850 i Taars) som altså også boede i Vesterborg. Jeg ved ikke om familierne kan være beslægtede. Forsøger at finde hans fødsel i kirkebøgerne for Taars og Sandby netop nu. Han blev gift i Birket i 1824 (opsl. 165) med Johanne Sørensdatter.

Jeg har kigget kirkebogen for Vesterborg i gennem fra ca. 1760 til 1770 og her er, så vidt jeg kan se, kun de to Rasmus'er i 1765, så der er kun to at undersøge, så jeg er næsten sikker på at enten Rasmus Hansen eller Rasmus Rasmussen må være faderen.

Vi har i øvrigt en interessant historie i vores familie om en - angiveligt - græsk sømand der strandede på Lolland og efter historien skulle have været vores stamfader og endda have boet der med familien på en eller anden måde til sin død (og han var gift melder historien ikke noget om!), og vi har god grund til at tro, at der må være noget om snakken, selvom jeg ikke har fundet skyggen af bevis for det i kirkebøgerne eller i andet skriftligt materiale endnu (kan heller ikke finde mulige kandidater i indvandrerregisteret eller i registre for skibbrud m.v.)! I følge min oldemor skulle det have været en af hendes oldefædre (ved desværre ikke på nøjagtig hvilken side - min mor mener at det må være på min tipoldefar Christen Olsen Tvillings side - et foto af ham kan ses her: http://dinenielsen.dk/media/SofieAmalie&ChristenOlsen.jpg ) - en af dem er Rasmus Rasmussen Tvilling (Christen Olsen Tvillings farfar), så derfor er det nogle ret interessante slægtninge at grave i for mig :-)!

Men endnu en god grund til at jeg snart må tage til København og studere skifteprotokollerne, politiprotokollerne m.v. :D

Mvh.

Mads

Ruth Steenberg Rasmussen

Hej Mads
Spændende historie at arbejde med. Tjek også lige, om du skulle være heldig, at han er nået at komme med i lægdsrullen. Han har været så ung, at det kan være, du er heldig.

mvh og fortsat god jagt
Ruth

Mads Pagh Nielsen


Tror umiddelbart, at jeg fik knækket gåden nu: Den 6. maj 1824 døde en Rasmus Hansen Tvilling i Vesterborg (Opsl. 186 i KB 1814-1827). Indsidder i Vesterborg Småhuse - Alder 83 år.

Det at han bor i småhusene som Rasmus Rasmussen Tvilling i FT-1801 sammenholdt med at en potentiel far kunne  have navnet Rasmus Hansen kunne indikere at det er faderen... Han er i FT-1801 gift med Ellen Laursdatter - tror nu ikke dette er moderen, da de tilsyneladende er gift i 1791...

Når Rasmus Smed udelukkes (selvom alderen her faktisk passer perfekt - han var 44 i 1787) og præcisionen på aldersangivelser på dette tidspunkt tages in-mente (han og Rasmus Smed angives til at være hhv. 58 og 59 i FT-1801) er mit gæt, at det er ham der findes her i FT-1787:

Maribo, Lollands Nørre, Vesterborg, Westerborg bye, , 15, FT-1787, B5689
Navn:    Alder:    Civilstand:    Stilling i husstanden:    Erhverv:    Fødested:
Rasmus Hansen   46    Gift   Mand   Bonde og huusmand   
Karen Nielsdatter   57    Gift   Hans kone [Rasmus Hansen]   Konen vanføer

Muligvis er dette moderen... Blot underligt at Rasmus Rasmussen Tvilling aldrig fik sønner ved navn Hans eller Niels, men derimod Jørgen og Ole. De fik derimod en datter ved navn Karen, så det kan jo passe meget godt...

Mvh.

Mads :)

Mads Pagh Nielsen


Hmmm... Nu er det vist mig der ikke kan regne på årstal, for 46 i 1787 passer jo fint med 83 i 1824!!

Mads ;)

Mads Pagh Nielsen


Kan se at Rasmus Hansen blev gift med Karen Nielsdatter d. 26. jan. 1765 Opsl. 65 nederst, så nu er jeg næsten helt sikker på, at det må være dem der er forældre :)

Igen - tusind tak for jeres store hjælp til at få mig på sporet!!

Bedste hilsener,

Mads :D

Jacob Hejmdal Gren

Hej Mads,

Spændende læsning - det lyder godt, at du sandsynligvis har fundet den rette.

Jeg har ikke selv familie med navnet Tvilling på Lolland, men er stødt på masser af lollandske tilnavne, også lidt pudsige som Paryk, Gylle, Kylling og Sok... Det er selvfølgelig nærliggende at tænke, at der har været en tvilling på et tidspunkt, der har givet ophav til navnet, men det er umuligt på forhånd at regne ud, hvem det må have været. Det var ikke faste regler for, hvordan man fik sit tilnavn. Nogle fik det vel pga. et personligt træk eller profession, andre arvede det - fra farens side, morens side eller forgængeren på den egendom, hvor de boede.

Held og lykke med den videre jagt.

Jacob

Mads Pagh Nielsen


Hej Jacob,

Tak for det! Der er sandelig nogle skægge tilnavne! Rasmus Rasmussen Tvillings hustrus familie på fædrene side hed 'Hillebrand' og kom fra Utterslev. Nogle af dem nævnes som 'Hillebrandsøn' i kirkebøgerne, så der må have boet en person ved fornavn 'Hillebrand'?! Har heller ikke fundet frem til hvor det stammer fra, men der kan vi jo nok kun gætte :)

Mvh.

Mads

Jacob Hejmdal Gren

Hej igen Mads,

Jeg tror, at du har ret i, at Hillebrand sandsynligvis stammer fra en mand med det som fornavn. I min familie er der personer med efternavnene/tilnavnene Reinholt og Lyderik, og i begge tilfælde har jeg fundet tilbage til en ophavsmand med samme navn som fornavn. I mellemtiden er også brugt Reinholtsen og Lyderiksen.

VH Jacob