Hvad blev der mon af Hansine Caroline Sparlund?

Startet af Peter Hillerup, 08 Sep 2020 - 13:32

Forrige emne - Næste emne

Peter Hillerup

Selvom min anledning er mere lokalhistorisk end genealogisk, drister jeg mig til en forespørgsel om Hansine Caroline Sparlund her på forum.

Hansine Caroline Sparlund blev født 08.04.1855 i Åbenrå. Den 26.11.1887 i Skt. Nikolaj Sogn i Kolding bliver hun gift med Søren Peder Christensen, f. 06.02.1858 i Kolding, d. 10.03.1903 Vor Frelser Sogn i Esbjerg.

Hansine og Søren Peder får børnene:
- Ove Christensen, f. 10.05.1892 i Varde
- Ellen Margrethe Christensen, f. 29.05.1894 i Varde
- Alfred Christensen, f. 03.01.1897 i Esbjerg
- Ingeborg Christensen, f. 20.06.1899 i Esbjerg

Ingeborg Christensen bliver 17.03.1926 gift med lærer og grønlandsfarer Arner Ludvig Valdemar Manniche, f. 19.02.1867 i Gundsømagle, d. 07.01.1957 i Godthåbs Sogn (Kbh. Amt).

Ifølge Dansk Biografisk Leksikon om A. L. V. Manniche dør Hansine Sparlund i 1940.

Jf. folketællinger og Borgerdatabaser for Esbjerg bor Hansine på flg. adresser:

1890: Vestergade 203, 6800 Varde
1899: Kongensgade 7, 6700 Esbjerg
1901: Kongensgade 7, 6700 Esbjerg
1904: Danmarksgade 43, 6700 Esbjerg
1909: Kongensgade 33, 6700 Esbjerg
1912: Kongensgade 33, 6700 Esbjerg
1914: Kongensgade 33, 6700 Esbjerg
1917: Kongensgade 7, 6700 Esbjerg
1919: Kongensgade 7a, 6700 Esbjerg
1924: Frodesgade 20, 6700 Esbjerg

Efter 1924 finder jeg ikke flere spor efter hende, og hun optræder ikke i begravelsesprotokollerne for Esbjerg.

Hansines barnebarn, Inger Margrethe Sparlund, f. 30.12.1920 i Åbenrå, bliver 15.04.1950 i Gustafskyrkan i København viet til svenske Orvar Axel Jakob Örner, og parret bosætter sig i Sverige, hvor de angiveligt får to børn.

Er der mon nogen, der kan af- eller bekræfte oplysningerne fra Dansk Biografisk Leksikon om Hansine Sparlund og som ved nærmere?


Mvh. Peter Hillerup

Gitte Johansen

Venlig hilsen
Gitte Johansen 8520 Lystrup

gittejohansen(snabel a)rocketmail.com

Bente Wanning

FT 1930 bor Hansine stadig i Frodesgade 20 i Esbjerg
Venlig hilsen
Bente Wanning 
Hjørring amt <Skæve<Voer<Astrup<Åsted sogne
Hals Arkiv 9370
Medlem af DS Danmark -


Inger Toudal

#4
Datteren Ellen Margrethe, som hun bor sammen med i Esbjerg, dør 15. sept. 1942 i Kolding:
https://www.danishfamilysearch.dk/churchbook/sogn1842/churchlisting86824/opslag9200123 - nr. 46

Hansine Caroline dør 7. marts 1940 i Kolding:
https://www.danishfamilysearch.dk/churchbook/sogn1843/churchlisting13382/opslag813800 -nr. 26

Venlig hilsen
Inger
Venlig hilsen
Inger Toudal

Peter Hillerup

#5
Tusind tak for hjælpen til Gitte, Bente og ikke mindst Inger med at få klarlagt hvad der blev af Hansine Caroline Sparlund;) Efter flere årtier i Esbjerg flyttede hun altså til Kolding, hvor hun døde efter få år i 1940. Oplysningen fra Dansk Biografisk  Leksikon var altså ganske korrekt, og nu ved vi også mere præcist hvor og hvornår.

Hendes ægtefælle, Søren Peder Christensen, døde tragisk den 10.03.1903 i Vor Frelser Sogn i Esbjerg. Han var den ene af de to partnere i korn- og foderstofvirksomheden Eriksen & Christensen, som i starten af det 20. århundrede var en af Danmarks største importvirksomheder.

Som nævnt blev det ene af Hansine Caroline Sparlunds børn, Ingeborg Christensen, f. 20.06.1899 i Esbjerg,  den 17.03.1926 gift med Arner Ludvig Valdemar Manniche, f. 19.02.1867 i Gundsømagle, d. 07.01.1957 i Godthåbs Sogn.

Arner var deltager på Mylius-Erichsens Danmarks-ekspedition til Grønland fra 1906 til 1908, hvor han var videnskabelig deltager inden for ornitologi og zoologi. Det er heller aldrig lykkedes mig at klarlægge, hvad der blev af Hansines barnebarn, Ingeborg, men jeg har dog læst, at hun på et tidspunkt var direktør i København.

Med baggrund i det nye lys, som er kastet over Hansine Caroline Sparlunds sidste år, vil jeg igen prøve at undersøge nærmere om Ingeborg Christensen (Manniche).

Skulle nogen her på forum kunne bidrage hertil, er det selvfølgelig endog meget velkomment.


Mvh. Peter Hillerup

Gitte Johansen

Venlig hilsen
Gitte Johansen 8520 Lystrup

gittejohansen(snabel a)rocketmail.com


Peter Hillerup

Jeg imponeres over, at du kan finde sådanne oplysninger om bopæl i Kbh. i 1984, Gitte, og at Ingeborg forbliver bosiddende på bopælen i så mange år. Min tanke var, og du nok havde ret mht. referencen til hendes mulige død i 1985 jf. henvisningen til en artikel i Helsingør Dagblad. For en god ordens skyld kontaktede jeg Helsingør Dagblad for at få bekræftet oplysningen evt. ved hjælp af en fødselsdato. Jeg blev mødt af en meget venlig vagthavende redaktør på Helsingør Dagblad, som indvilligede i at lede efter en gammel støvet kasse på arkivet med aviserne fra 1985. Han fandt faktisk også et eksemplar fra den 15. oktober 1985.

Det viste sig, at notits´en på side 5 vedrørte en Tora Nørregaard, som i anledning af sin 100 års fødselsdag ventede besøg af sin 93 årige kusine fra København, Ingeborg Manniche Olsen. Min Ingeborg blev jo født i 1899, og må jo så have været ca. 86 år i 1985, så det kan jo ikke være hende.

Men indtil videre har vi jo spor efter Ingeborg frem til 1984:-)


Mvh. Peter Hillerup