H.O. Lange direktør for Nordisk fjer og medstifter af Dansk-kinesisk Forening

Startet af Kjeld Allan Larsen, 28 Jun 2020 - 23:50

Forrige emne - Næste emne

Kjeld Allan Larsen

i mit arbejde med de dansk-kinesiske foreningers historie, herunder bestyrelsesmedlemmernes historie, mangler jeg et foto af direktør for Nordisk Fjer og medstifter af Dansk-kinesisk Forening af 1948 H.O. Lange - måske kan jeg få hjælp til at finde et sådant foto?
jeg har et ret utydeligt avisfoto, hvor han - som det kan læses i nedenstående korte biografi - modtager en kinesisk diplomat, idet han også var gesandt for Kina i København
jeg er i besiddelse af et foto af en større forsamling fra slutningen af 1940'erne, hvor kinesere også indtager en central placering, og hvor jeg formoder at H.O.Lange også optræder, men jeg behøver et mere tydeligt foto for at kunne verificere min fornemmelse. Det omtalte foto - tillige med to andre -omfatter også bl.a. Jesper Wung Sungs oldemor Ingeborg, som var kinesisk gift, Jespers oldefar.
Måske kan nogen hjælpe mig med identifikation af andre personer på omtalte fotos, som jeg meget gerne rundsender.

mvh

Kjeld

Direktør i Nordisk Fjer og generalkonsul H. O. Lange, stiftende bestyrelsesmedlem af Dansk-Kinesisk Forening af 1948
Hans Ove Lange, direktør for Nordisk Fjerfabrik, blev født 1.5.1877 i Kerteminde og døde 7.1.1961 i Holte og begravet i Kerteminde. Han var gift to gange, første gang i 1919 med Vivian Agathe Larsen, anden gang med i 1936 med Kamma Louise Dahl Arno. Langes interesse for fjer startede allerede i barndommen, idet faderens købmandsforretning bl.a. omfattede opkøb af fjer fra Færøerne. Lange fik i sin ungdom arbejde på fjerfabrikker i Tyskland. På initiativ af Lange blev Nordisk Fjerfabrik grundlagt i Svendborg i 1901, og virksomheden startede samme år i lejede lokaler i Københavns frihavn, derefter i 1904 i egen fabriksbygning på Gittervej i Frihavnen. Fra Nordisk Fjers start i 1901 i en alder af 23 år og til sin død bestred Lange posten som administrerende direktør og fra 1942 tillige posten som formand for virksomhedens bestyrelse. I takt med opbygning af Nordisk Fjer udsendte Lange agenter til de store markeder for opkøb af fjer, specielt Rusland og Kina. I værket "Bedraget" (side 20) omtaler forfatteren Charlotte Langkilde kort, at Lange selv var på en forretningsrejse til Kina: "Det gik hastigt fremad. På en flere måneder lang rejse til Kina fik Lange etableret et stort opkøb foruden en stor viden om Kina-varerne." Ifølge Langes egen beskrivelse fandt rejsen til Kina sted i foråret 1914: "Jeg tog i Foraaret en 3 Maaneders Rejse til Kina, hvor jeg besøgte Hongkong, Canton og Shanghai for personlig at sætte mig ind i Forholdene. Vi var nu kommet op paa et saa stort Køb i Kina og havde erhvervet saa god Erfaring med hensyn til Opkøbet, at vi kunne staa paa egen Ben og ogsaa udvide vort Opkøbsomraade til at omfatte Nordkina med en opkøbscentral i Shanghai" (Nordisk Fjerfabrik Aktieselskab. 1901-1951, s. 15-16). I Kina blev Kaj Aage Neckelmann leder af Nordisk Fjers aktiviteter i Kina. Han blev i 1924 antaget af Lange som leder af firmaets planlagte filial og fjerfabrik i Canton. I 1929 forfremmedes han til generaldirektør for Nordisk Fjers samtlige Kinafilialer i Canton, Hongkong og Shanghai som han forestod under de meget kaotiske forhold, der herskede i Kina før og under den japanske besættelse og den påfølgende borgerkrig. De kaotiske forhold som baggrund for at drive Kinahandel beskrives meget levende og detaljeret af Neckelmann i afsnittet "Minder fra Østen" i omtalte publikation Nordisk Fjerfabrik Aktieselskab (s. 34-65). Neckelmann var tillige dansk konsul i Canton 1930-1947 og i Hong Kong fra 1945-1947. Under den japanske besættelse af Hong Kong 1941-45 var Neckelmann formand for den danske komité til varetagelse af danske interesser. Fra 1947 til 1955 indtrådte han i Nordisk Fjers øverste ledelse i København som medlem af direktionen.
H.O. Lange var i perioden 1941 til 1953 medlem af Industrirådet. På initiativ fra Lange oprettedes i 1942 i anledning af Nordisk Fjers 40-års jubilæum Nordisk kollegium på Strandboulevarden i København.  Lange var i tyve år fra 1930 til 1950 generalkonsul for Kina i København. Dette var sandsynligvis baggrunden for Langes deltagelse i stiftelsen i 1948 af Dansk-Kinesisk Forening. I 1937 var Lange således i egenskab af kinesisk generalkonsul hovedansvarlig, sammen med K.T. Nielsen, sekretær i det kinesiske konsulat, for modtagelsen på Hovedbanegården af Kinas nyudpegede legationsleder, minister Wu Nanru (Wu Nan-yu), som kom direkte fra sin post som legationsråd ved den kinesiske ambassade i Moskva. Wu Nanru sad på posten som Kinas diplomatiske repræsentant på legationens adresse på Esperance Allé i Hellerup, indtil han blev udvist af den tyske besættelsesmagt i 1941. Efter krigens afslutning blev den officielle ceremoni genoptaget, idet Lange og Nielsen i november 1947 mødte op på Hovedbanegården for at modtage den næste diplomatiske repræsentant fra Kina, minister Li Jun (Li Tchiun), som kun besad sin post til året efter udnævnelsen. For sin indsats i kinesisk tjeneste fik H.O. Lange i 1937 tildelt Kammandørkorset af 2. klasse af den kinesiske Chai-Yii orden.


Karsten Jacobsen

Det er vel ham, der er billede af her, omend der jo nok ønskes et noget bedre billede!

https://nordisk.eu/da/om-nordisk/siden-1901?ccode=true (rul lidt ned).

Venlig hilsen
Karsten

Karsten Jacobsen

I denne bog er H.O. Lange også afbilledet (på en af de første sider): https://user-9y8ca5x.cld.bz/NordiskFjerfabrik-1901-1951/2.

Billedet fylder en hel side og kan vel scannes i en o.k. kvalitet.

Venlig hilsen
Karsten


Karsten Jacobsen

Selv tak, tror dog, at det er et (vellignende) maleri.

Venlig hilsen
Karsten