Aner til landmåler/ møller/ husmand Anders Mortensen Pallesen f. 1753 efterlyses

Startet af Niels J Dinnesen, 08 Jan 2020 - 16:26

Forrige emne - Næste emne

Niels J Dinnesen

Da jeg senest udsendte denne aneefterlysning i januar 2017, fik jeg en del hjælp med blandt andet forslag og gode ideer – men selve mysteriet om Anders Mortensen Pallesens herkomst er stadig uløst.

Anders Mortensen Pallesen er sidst set, da han i 1810'erne og begyndelsen af 1820'erne arbejder som landmåler og er husmand i Brovst-området, Øster Han Herred. Han bor til slut på aftægt i Nørre Økse i Brovst sogn og dør som 78-årig den 13. juli 1831 hos datteren Anneke i Røgild. [Brovst 1813-1831, opslag 168]

Anders er altså født omkring 1753, hvor vides ikke.

Anders Mortensen Pallesen bliver gift med Ellen Katrine Rasmusdatter i brudens hjemby Nim, Skanderborg amt, i 1786 [Nim-Underup 1748-1801, opslag 138].

Ellen Katrine Rasmusdatter er født i Nim i 1764. Hun bliver døbt Ellen Chatrine i september 1764 og er datter af kromand i Nim, Rasmus Lucassen født 1725, og hustru Anneken Jørgensdatter født 1737. [Nim-Underup 1748-1801, opslag 62] Jeg er bekendt med, at Rasmus Lucassen stammer fra Odense – og at han har en interessant baggrund. Det er ikke emnet for denne efterlysning. Anneken Jørgensdatter stammer fra Klode Mølle i Kragelund sogn, Viborg amt, det er heller ikke emnet i dag.

Jeg efterlyser anerne til Anders Mortensen Pallesen født cirka 1753.

Efter Anders Mortensen Pallesen og Ellen Katrine Rasmusdatter er blevet gift i Nim, Skanderborg amt, bosætter de sig i Skørring, Randers amt, hvor Anders ved FT-1787 er fæster på Skørring vandmølle.

Jeg har set fæstebrevet (1785), som ikke har oplysninger om Anders' baggrund.

Randers, Sønderhald, Skørring, Skørring Sogn, Sch. Mølle, FT-1787, C2602
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Anders Pallesen 32 Gift Hosbond Mølle Fæstere og Landmaaler Asistent
Ellen Rasmusdatter 23 Gift Hans Kone
Rasmus Mortensen 28 Ugift Hosbondens Broder

Anders benævnes i FT-1787 med kun det ene af sine efternavne, Pallesen, men som det fremgår af optegnelsen bor også hans bror Rasmus på møllen, og han bærer det andet af brødrenes to efternavne, Mortensen. Broderens fulde navn er altså Rasmus Mortensen Pallesen, født cirka 1758.

Jeg antager, at Mortensen er et patronym og at Pallesen er et slægtsnavn.

Jeg har styr på broder Rasmus' historie, efter han forlader møllen og i 1792 bliver gift med datteren i Røde Mølle ved Aarhus, Maren Sørensdatter – men ingen af oplysningerne frem til hans død i 1821 giver noget spor om brødrene Anders og Rasmus' baggrund.

Anders Mortensen Pallesen får efter FT-1787 en række børn, blandt andre min ane Morten Andersen Pallesen, som er født i Søby, Randers amt i maj måned 1798. [Søby 1796-1813, opslag 10]

Børneflokken er følgende:
1. Johanne Marie Katrine Andersdatter Pallesen f. 1787
2. Rasmus Lucas Andersen Pallesen f. 1789 (død 1793)
3. Ane Marie Andersdatter Pallesen f. 1791
4. Anneke Andersdatter Pallesen f. 1794
5. Rasmus Lucas Andersen Pallesen f. 1796
6. Morten Andersen Pallesen f. 1798
7. Karen Andersdatter Pallesen f. 1801
8. Andreas Andersen Pallesen f. 1804
9. Ole Christian Andersen Pallesen f. 1807
10. Bodil Marie Andersdatter Pallesen f. 1809

De seks første er døbt i Skørring kirke (eller nabokirkerne Krogsbæk og Søby), nr. 7 i Aggersborg og de tre sidste i Brovst.

Mens Anders er fæster af Skørring Mølle benævnes han som 'Sr' (=Seigneur) i kirkebogen, og fadderne ved mange af dåbshandlingerne i Skørring er typisk folk af bedre stand, herunder ansatte ved godset Rosenholm.

'Døbt i Schiøring Kirke Sr. Pallesens Datter paa Schiøring Mølle kaldet Johanne-Marie-Catrine baaret af Madme Møeballe fra Hornslet. Testr: Forvalter Bagger fra Rosenholm, Skovrider Graner fra HæsterHaughuset (=Hestehavehuset), Sr. Møballe fra Hornslet – og Rasmus Mortensen fra Schiøring Mølle'.

Anders Mortensen Pallesen mister fæstet af Skørring Mølle i 1797. Jeg har set synsforretningen fra den lejlighed, og heller ikke dette dokument har oplysninger om Anders' baggrund.

Omkring år 1800 går turen for Anders Mortensen Pallesen og Ellen Katrine Rasmusdatter fra Skørring mølle via Søby i Randers amt mange kilometer nordpå og helt op nordenfjords til Aggersund i Han Herred, hvor Anders nu opererer som husmand og færgemand.

Hjoerring, Øster Han, Aggersborg, Aggersund By, , 7, FT-1801, B4713
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Anders Pallesen 46 Gift mand husmand med jord og færgemand
Ellen Katrine 37 Gift hans kone
Johanne Marie Katrine Andersdatter 14 Ugift deres børn
Ane Marie Andersdatter 10 Ugift deres børn
Anneke Andersdatter 7 Ugift deres børn
Rasmus Sofus Andersen 5 Ugift deres børn
Morten Andersen 3 Ugift deres børn

Den yngste søn Morten er som sagt min ane. Han bliver den 5.12.1834 som Ungkarl Morten Andersen Pallesen gift med pigen Johanne Lisbeth Pedersdatter i Øland kirke. Morten er her husmand i Røgild, og brudens alder oplyses at være 29 år. Forloverne er gårdmand Jens Pedersen i Østerby (en bror til bruden) og gårdmand Jens Andersen fra Røgild (gift med en lillesøster til brudgommen, Bodil Marie Andersdatter). [Øland 1813-1838, opslag 107]

Anders Mortensen Pallesen arbejder som tidligere nævnt i 1810'erne og begyndelsen af 1820'erne som landmåler i Brovst-området, Øster Han Herred. Hustruen 'Ellen Cathrine Pallesen f. Lucassen' dør i november 1830, 'Andreas Pallesen' i juli 1831. Begge begraves fra Brovst kirke [Brovst 1813-1831, opslag 160 og 153]

Jeg har set skiftet efter Anders Pallesen. Der er intet efterladt – og heller ikke dette dokument har oplysninger om Anders' baggrund.

Jeg har ledt efter Anders Mortensen Pallesens dåb omkring 1753 i mange sogne, både omkring Skørring og Søby i Randers amt og også omkring Nim, Skanderborg amt, hvor hans hustru stammer fra, men uden at finde hverken ham eller noget spor at gå efter.

Som det fremgår af ovenstående, er Anders gennem hele sit liv lidt af en nomade, så fødestedet er ikke nødvendigvis Jylland.

Hvis nogen har en god idé eller et spor at gå efter, vil jeg være evigt taknemmelig.

På forhånd tak/ Niels J.

Link til det relevante Pallesen-afsnit i min slægtskrønike, 'Mølleren af Han Herred':
https://dinnesen.com/texts/Moelleren_af_Han_Herred.html#pallesen

Link til tidligere aneefterlysning i Slægt og Data:
https://forum.slaegt.dk/index.php/topic,11209.0.html

Bjørn Marcher

Hej Niels,


spændende mysterie her, du har en masse oplysninger og givet lagt et kæmpe arbejde bag at få knækket nødden, og indtil videre uden held. Det er jo lige kræs for et forum som dette!

Jeg kan ikke give dig konkrete spor at gå efter, men måske en idé ud fra navnekombinationen: Siden du ikke har haft held med at finde Anders Mortensen Pallesen kunne man overveje at søge på hvert patronym for sig?

Måske Anders er født som søn af en Morten - denne Morten er død mens Anders var lille, og moderen er blevet viet til en Palle.
Jeg har i slægten en Peder Hersleb, der lokalt i Store Heddinge blev tituleret Sr. Hersleb - han var præstesøn, havde formue fra forældrene som han så satte overstyr som gårdmand og brændevinsbrænder, og døde gældsat i en ung alder. Men han blev stadig kaldt Sr. Hersleb af præsten. .....

Måske du kan finde en Palle, som er i en præstefamilie, degn, akademiker, storbonde eller lignende?
Dette ud fra at han bliver tituleret Sr. og ud over at være fæster er han også landmåler. Det tyder på han kommer fra et velstående miljø....?   
Du nævner Pallesen kunne være et slægtsnavn, jeg vil nu tvivle på et patronym på det tidspunkt ville gå igennem som slægtsnavn (men jeg kan sagtens tage fejl).

Har du nogen idé om hvordan man uddannede landmålere i den periode? Kan man finde optagelse på et universitet?

God jagt - håber det kan give lidt inspiration!

venlig hilsen

Bjørn

Bjørn Marcher
2670 Greve
www.bearfields.dk
Medlem af DIS-Danmark

Niels J Dinnesen

Tak for kommentarerne.

Det er korrekt, at jeg har brugt lang tid på denne sag – og det undrer mig af mange forskellige grunde, at jeg ikke har fundet et eneste spor i forhold til Anders Mortensen Pallesens baggrund.

Det kan ikke udelukkes, at også Pallesen er et patronym, men jeg er ret sikker på, at Anders er søn af en Morten, jfr. listen over børnene.

Johanne Marie Katrine Andersdatter Pallesen f. 1787
Rasmus Lucas Andersen Pallesen f. 1789 (død 1793)
Ane Marie Andersdatter Pallesen f. 1791
Anneke Andersdatter Pallesen f. 1794
Rasmus Lucas Andersen Pallesen f. 1796
Morten Andersen Pallesen f. 1798
Karen Andersdatter Pallesen f. 1803
Andreas Andersen Pallesen f. 1804
Ole Christian Andersen Pallesen f. 1807
Bodil Marie Andersdatter Pallesen f. 1809

Rasmus og Anneke er opkaldt efter hustruen Elle Katrine Rasmusdatters forældre, Rasmus Lucassen og Anneken Jørgensdatter. Jeg går derfor ud fra, at Johanne Marie er opkaldt efter Anders' mor og Morten (som er første drengenavn efter Rasmus) efter Anders' far. Fornavnet Palle ses ikke i listen.

Efternavnet Pallesen går i arv til Anders Mortensen Pallesens børn. Min ane Morten Andersen Pallesen f. 1798 kaldes ofte Morten Pallesen i både kirkebog og folketællinger.

Jeg ved ikke, hvor man eventuelt kan finde oplysninger om uddannede landmålere i 1700-tallet, men jeg er sikker på, at Anders har taget denne uddannelse. I fæsteprotokollen for Skørring Mølle står at 'Landinspecteur Munck' kautionerer for de 100 rigsdaler, som indfæstningen koster.

Her er et link til transskription af fæstet: https://dinnesen.com/images/Moeller_Jensen/2016/AndreasPallesen_faeste_1785_Skoerring_Moelle.pdf

Landinspektør Munch er formodentlig Ole Munch, som nævnes i FT-1787 og FT-1801 i hhv. Ravnkilde og Nibe, begge Aalborg amt – og som også omtales i Nygaards sedler. At blive landinspektør forudsætter an uddannelse som landmåler, og Anders Mortensen Pallesen og Ole Munch er måske tidligere studiekammerater, jfr. også at en af Anders' sønner får navnet Ole.

Men mysteriet om Anders Mortensen Pallesens baggrund er stadig uløst.

Lulu Berthelsen

Hej Niels,

Har du fået opklaret dit mysterie?

Jeg er efterkommer til en af parets andre sønner, Andreas Andersen Pallesen f. 1804.

Mvh  :)
Mvh
Lulu Berthelsen

Niels J Dinnesen

Nej, jeg er ikke kommet nærmere en opklaring. Hvis du har et spor vil jeg være taknemlig.

Mvh/ Niels J.