Daniel Frifeldt Larsens ukendte datter.1950erne - 1960erne. Herningegnen/hele la

Startet af Jytte Duholm, 10 Maj 2018 - 21:57

Forrige emne - Næste emne

Jytte Duholm

Kære alle!

Denne eftersøgning er noget speciel, da jeg stort set ingen oplysninger kan give. Alligevel vover jeg forsøget, for hvem ved ... måske kender nogen til sagen eller har en idé til, hvordan man kan løse gåden.

Jeg søger en pige, født uden for ægteskab i 1950erne eller - mere sandsynligt - 1960erne, måske på Herningegnen, men det er langt fra sikkert.

Det eneste jeg ved om pigen er, at den udlagte barnefar hed Daniel Frifeldt Larsen (1913 - 1975). Daniel levede det meste af sit liv på Herningegnen og var arbejdsmand samt far til mange børn med sin lovformelige hustru. Det vides med sikkerhed, at Daniel betalte til pigens underhold i det skjulte. Desværre er det ikke muligt at få adgang til politiets arkiver over fadderskabssager, da sagen ikke er gammel nok. Eneste mulighed er derfor at søge i alle landets kirkebøger, en næsten umulig opgave.

Pigen søges af sine halvsøskende. Jeg er en fjernere slægtning.

Er der mon nogen med en god idé derude?

Venlig hilsen

Jytte Duholm - Odense

John Damm Sørensen

Hej Jytte,

Hvis I er flere om at lede, ville det ikke være en helt uoverkommelig opgave at gennemgå kirkebøgerne. Det er jo en forholdsvis kort periode I skal gennemgå.

Mit umiddelbare forslag vil være, at I skal arbejde jer ud i ringe omkring det sogn, han boede i.

Hvis han ikke var for gammel til genindkaldelse, ville det være en god ide at finde ud, hvor han i så lå ved genindkaldelsen. Jeg erindrer fra min barndom i slut 50erne, at genindkaldelser ikke just var nogen kedelig affære for beboere og soldater. Der blev festet og drukket igennem i den store stil.

Hilsen og god jagt
John



Thestrup-Bjørn

#2
Her har du ham i FT1925 i Vorgod sogn (skema nr. 22) - hvilket jo ikke hjælper; men du får den alligevel

https://www.familysearch.org/ark:/61903/3:1:3Q9M-CSLM-7WMK-F?i=737&cc=2718007


Ses også i Vorgod sogn i FT1930 som ugift lærling (kolonialmedhjælper) - næstnederst familie

https://dis-danmark.dk/a_sub/kip/FTedit1.php?art=org&action=fromseek&picid=446306&ft=2087&amt=18&herred=9&sogn=1574&aar=FT1930

-------

Har du fundet ham i FT1950 og i FT1960? - og evt. i FT1970?

NB disse 3 FT'er findes KUN på Rigsarkivet i København (og kan KUN ses med personlig tilladelse).

- hvor bor han i f.eks. FT1940?


-------------------


Og har du forsøgt en henvendelse til Skifteretten?
Han kunne jo have indsat den ukendte datter som arving - evt. i et testamente.
v.h. Thestrup-Bjørn, Sjælland
Medlem af DIS-Danmark siden 1994
Registreret bruger af Brother's Keeper siden 1998

John Damm Sørensen

Nyere folketællinger er måske ikke brugbar i dette tilfælde, da man skal underskrive en erklæring om ikke at kontakte andre på baggrund af oplysningerne i folketællingen.

Hilsen
John

Thestrup-Bjørn

#4
John - til eget brug er det tilladt (at afskrive alle oplysninger).

Jeg har gjort det flere gange! - med personlig tilladelse og har selvfølgelig holdt oplysningerne tæt ind til kroppen.



Det er tilladt at tage en hjælper med - MEN denne skal også have (personlig) tilladelse til at se de utilgængelige folketællinger.

Det har jeg også benyttet mig af (fuldt lovligt).
v.h. Thestrup-Bjørn, Sjælland
Medlem af DIS-Danmark siden 1994
Registreret bruger af Brother's Keeper siden 1998

John Damm Sørensen

Jeg var godt klar over, at man må lave afskrift, men det er på den helt klare betingelse, at man ikke viderebringer oplysninger på en måde, så personerne kan identificeres.
Det jeg i øvrigt henviste til, er denne passus i en erklæring, man underskriver i forbindelse med, at man bevilges adgang til folketællingen.

"Der må ikke på grundlag af oplysninger i folketællinger rettes henvendelse til personer, der er optaget i folketællingen, eller til disses pårørende...."

Se vedlagte udsnit af erklæring, jeg selv måtte underskrive i forbindelse med nylig adgang til FT1960.

Det er på den baggrund, at jeg ikke mener, at folketællinger er relevante i forhold til det stillede spørgsmål. I andre sammenhænge kan de være til uvurderlig hjælp.

Hilsen
John

Jytte Duholm

Kære John og Thestrup-Bjørn!

Tak for jeres respons på mit spørgmål.

Problemet i dette tilfælde er, at jeg ikke kender identiteten på den kvinde, Daniel fik et barn med. Man må formode, han traf hende i Herning, men hun kan have født og opfostret sit barn hvor som helst i landet. En undersøgelse af kirkebøgerne i Herning og omegn er iværksat, foreløbig uden held.

Jeg har selv tænkt på at kigge i skifteprotokollen. Daniel efterlod sig intet af værdi, man skifteretten skulle vel alligevel registrere alle arvinger? Det ser ud til, at I har erfaring med at søge om tilladelse til at kigge i folketællinger, som er for 'unge'. Hvad med skifteprotokoller fra 70erne? Det kræver vel et nært slægtsskab at få tilladelse til at kigge i dem? (Daniel var min mormors fætter og plejebror - altså en lidt fjern slægtning).


Venlig hilsen

Jytte