Anne Marie Jørgensdatter gift med Christen Spanggaard i 1785. Hvor kom hun fra?

Startet af Søren Tafdrup, 06 Sep 2016 - 16:44

Forrige emne - Næste emne

Søren Tafdrup

Anne Marie Jørgensdatter er min 2xtipoldemor.

En tråd i 2012 havde fat i Anne Marie Jørgensdatter og Christen Nielsen Spanggaard, link: https://www.slaegtogdata.dk/forum/index.php?topic=33267.5
Men hendes oprindelse er ikke opklaret endnu.

Ved trolovelse og vielse med Christen (Tapdrup opslag 11), link (nederst til højre)...
https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17126980#170223,28575769
... ses, at Anders Tranborg var hendes forlover. Anne Maries far var sikkert død på dette tidspunkt. Måske var Anders Tranborg blot en god nabo i byen – måske var han i familie med hende.

Anne Marie Jørgensdatter døde 4. juni 1831 (Tapdrup, 1813-1842, opslag 57), angiveligt 81 år gammel, dvs. født i 1750. Ved folketællingen i 1801 er hun anført som 52 år, dvs. født i 1749. I folketællingen 1787 er hun anført 34 år gammel, dvs. født i 1753. Ergo må hun formodes at være født i perioden 1749-1753. Hun ses ikke døbt i Tapdrup sogn, så hun må være kommet fra et af nabosognene eller måske længere væk fra.

Det kunne være spændende, hvis noget her vil være med til at finde hendes dåb i en kirkebog et sted. Det er før forsøgt uden held, så det er næppe helt let.
Søren Tafdrup, Herlev
stafdrup@gmail.com

Søren Tafdrup

Nu har jeg overrasket mig selv ved at finde et bud på løsningen. I nabosognet Asmild (opslag 64) 1751. Jeg læser:

"d. 26 Sept. Jörgen Postis (?) Barn kaldet Anne Marie baaren af ...?... F: Hans Christens.. Pon? ...?... , Anders Rafn, Peder Spangaard", link:
https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17121512#159822,26871284

Kan nogen her hjælpe med tydningen? - ellers skal jeg have lagt den til tydning.
Søren Tafdrup, Herlev
stafdrup@gmail.com

Søren Juul Mikkelsen

Hej Søren

Det lyder da som et rigtigt godt bud på den rigtige Anne Marie.

Jeg læser:

"Jørgen Postis Barn kaldet Anne Marie baaren af Karen Nielsdatter.  F: Hans Christensens Kone, Peder ?, Anders Rafn, Peder Spangaard."

Jeg kan ikke læse hvad der står efter den første Peder. Måske kan man gætte det ved at se på andre dåbsindførsler.

Hendes far må blive kaldt Jørgen Post, og jeg kan se at det passer med FamilySearch:

https://familysearch.org/search/collection/results?count=20&query=%2Bbirth_place%3AViborg~%20%2Bbirth_year%3A1720-1780~%20%2Bfather_givenname%3AJ%C3%B8rgen~%20%2Bfather_surname%3APost~&collection_id=1778463

Han får et antal børn i perioden 1741-1762 i Asmild.

Venlig hilsen
Søren


Søren Tafdrup

Hej Søren, tak for dine bemærkninger og henvisning. Det er rigtig brugbart. Mvh Søren
Søren Tafdrup, Herlev
stafdrup@gmail.com

Søren Juul Mikkelsen

Kigger man på sønnen Niels døbt 28. april 1748: (højre side, venstre spalte, øverst)

https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17121512#159822,26871283

kan man se at Jørgen Post bor på Holmsgaard.

For at bekræfte navnet Jørgen Post kan du se på de sidste 2 indførsler i 1747 (samme link) hvor han står fadder.
Man kan også se at der er en Jens Post og Peder Post blandt fadderne i de nærmeste indførsler.

Måske er det Peder Post der er fadder ved Anne Maries dåb, men jeg synes nu ikke umiddelbart jeg kan få det til at passe med hvad jeg kan se.

Venlig hilsen
Søren


Søren Tafdrup

Tak, igen. Der er vist ikke megen tvivl tilbage om, at Jørgen Post er den rigtige Jørgen. Er der mon nogen her, der har en ide om, hvorfor han hed Post? De havde vel ikke ligefrem postbude i starten af 1700-tallet. Mvh Søren
Søren Tafdrup, Herlev
stafdrup@gmail.com