2 gange Ernst Voetman gift med samme kone ??

Startet af Ingelise Hansen, 01 Aug 2016 - 22:33

Forrige emne - Næste emne

Ingelise Hansen

Hej Forum
Jeg sidder og pusler med min mands stamtræ. Han har en 3 x tipoldefar der hedder Rasmus Voetman født ca. 1760 og død 23-10-1787 i Bromme sogn, Sorø amt, opsl. 105. på Sjælland.
Hans far er Ernst Voetman (vidst nok ridefoged på Søholt, Krønge sogn, Maribo amt på Lolland.)
Kilde: Voldborg herreds gejstlige provsti. Christen Brabrands Skiftebrev opsl. 29.
Dette er et skifte efter Christian Brabrand, sognepræst i Kirke Hvalsø, KBH amt (før Roskilde Amt) som dør i 1803.
På opsl. 29 står en liste over hans arvinger, bl. a. citat :"En halvsøster Elisabeth Cathrine Brabrand, gift med Ernst Voetman, begge død for mange år siden". Så denne del af slægten er jeg ikke i tvivl om.
Det er en udbredt opfattelse i diverse slægtstræer på nettet at Ernst Voetman og Elisabeth Cathrine Brabrand skulle være gift i Rødby på Lolland i 1751, men så langt tilbage går Rødbys kirkebøger ikke, er der nogen der kender kilden til denne oplysning??
Nogen mener også at han var ridefoged på Søllested i Maribo amt, igen mangler jeg den oprindelige kilde.
Jeg har også fundet en Ernst Voetman i Kloster Mølle, Voergård, som de fleste mener er gift med Elisabeth Cathrine Brabrand ?? De får 7 børn, hvoraf den 1. er født i 1744 men ingen af dem hedder Rasmus, så det passer jo ikke helt sammen med min Ernst Voetman. Hans kones navn nævnes desværre ikke i kirkebøgerne. Denne Ernst Voetman befinder sig stadig i Kloster Mølle ved hans svigerdatters skifte i 1776, så jeg kan dårligt tro at han lige har været et smut på Lolland, Mit gæt er at der er 2 Ernst Voetman'ner som er nogenlunde lige gamle, de er måske fætre, granfætre ell. lg.
De kan jo ikke begge være gift med Elisabeth Cathrine Brabrand.

Hilsen Ingelise Hansen

Mona Skov Jensen

#1
Hej Ingelise

Jeg har en bog der hedder Gamle slægter i Rye sogn, af Niels Ravn.
Bogen er fra 1981, men der står, at den er genoptrykt uden rettelse efter originalen fra 1969.

Her er der en del om Voetmann slægten.

Ernst Johansen Voetmann til Kloster Mølle, er her nævnt gift 2 gange, først med sin kusine Dorthea Voetmann og anden gang med Kirstine Christensdatter Møller af Pinds mølle.
Ernst står til at være født 2. juledag 1709 i Notmark på Als.

Dorthea Voetmann har en bror Ernst Voetmann, denne mener forfatter af bogen:

"Ganske sikkert er den Ernst Voetmann, der omtales som ridefoged af Søllestedgård på Lolland, i et bryllupsdigt forfattet i anledning af hans bryllup med Elisabeth Catrine  Brabrand i Rødby  i 1751 (Personalhistorisk tidsskrift 1927 s, 118) og senere i Mols Herreds Gejstlige skifteprotokol  i skiftet efter svogeren Jørgen Henrik Brabrand, degn i Dråby (Mols)"

Deres børn nævnes desværre ikke.
Dorthea og Ernst Voetmann er børn af Christian Voetmann og Ingeborg Hansdatter Rønne.
Christian dør i Silkeborg 1748 og Ingeborg hos svigersønnen på Kloster Mølle 1756.


Dit bibliotek kan måske fremskaffe bogen til dig.  

Med venlig hilsen
Mona Skov Jensen

Ingelise Hansen

Hej Mona

Mange tak for svaret. Det giver mere mening, end det jeg endnu har fundet.
Forbindelsen fra min Ernst Voetman og Elisabeth Cathrine Brabrand er jeg ikke i tvivl om.
Det er linket til hans far jeg ikke havde. Jeg arbejder videre med dine oplysninger.
Endnu engang tak.

Hilsen Ingelise