Blev hun begravet i koret eller bare begravet? Vejle, Skt. Nicolai 1757

Startet af Birgit Samuelsen, 10 Dec 2015 - 16:50

Forrige emne - Næste emne

Birgit Samuelsen

I Trap Danmark, Vejle Amt, Bind VIII, 3 oplyses på side 999 med Pontoppidans 'Den Danske Atlas' som kilde, at 'hospitalsforstander K Stallknecht i 1758 henlagde en kapital af 100 rdl til en ny altertavle for begravelse i koret.' Og det gjorde han, altertavlen står der endnu.

Da hospitalsforstanderen døde i 1754 fremgår det ikke af kirkebogen, at han skulle være hensat i koret/krypten.

Men da hans kone døde i 1757, er der måske et vink, se vedhæftede: D. 27. Maj Sep. Madme Stalknegt.

Sep. Kunne være en forkortelse af sepultura, begravelse/begravet. Men da det kun står ved to af de afdøde (7. januar, dog Sepult.), kunne det også være en forkortelse af sepulcrum: grav/gravkammer = krypt.

Kan jeg slutte af ovenstående, at Madame Stalknegt blev hensat i koret/krypten? En stor brik ville falde på plads, hvis jeg kunne.

Vh Birgit S


[vedhæfting slettet af admin]

Peter Kristiansen

#1
Det er mit indtryk, at det meget sjældent er nævnt i kirkebogen hvor en person præcis er begravet.

Den i kirkebogen noterede handling er jordfæstelsen og den religiøse ceremoni - hvis det var en landkirkegård, så havde man vel gravet graven - men hvis begravelsen skulle ske inde i kirken, så skulle der måske enten åbnes eksisterende grav; der skulle løftes en sten, der skulle måske endda graves og mures en krypt - og så er det ikke sikkert at det har været klart til den afdøde.

Man kan forestille sig, at kisten efter den religiøse ceremoni er henstillet i et sideskib eller kapel, og først derefter har man åbnet en eksisterende grav/ muret en ny - og nedsættelsen er sket i stilhed.

I det aktuelle tilfælde med Vejle http://danmarkskirker.natmus.dk/uploads/tx_tcchurchsearch/Vejle_0073-0197.pdf - side 121 - henvises der til kirkeregnskaberne. Salg af gravpladser var en af de vigtigste indtægter - så det er her man skal lede efter begravede inde i kirken.

At der står sep. (kan også være sepultus- begravet) tror jeg snarere, er et udtryk for stand. Hun er også Madme så hun var lidt finere end de andre.
M.v.h. Peter Kristiansen

Birgit Samuelsen

#2
Hej Peter

Tak for din interesse og svaret.

If. Vejle Bys Historie 1327-1927 (s. 170) blev legatet til den nye altertavle udbetalt (af hospitalsforstanderens søn) til kirkeværgen i 1758, efter legatet var blevet kgl. konfirmeret. Selv om det er en stor mundfuld for mig, vil jeg ved lejlighed rekvirere de nævnte regnskaber fra Viborg.

Citat på side 173: "Gaarman (kan ikke lige se, hvem han er) siger blot, at der i Kirken har været mange fornemme Begravelser, og at i året 1791 blev Kisterne med Ligene nedgravede, men han melder aldeles intet om, hvilke Lig, disse Kister gjemte". Og heller ikke, hvor de blev gravet ned.

Sammenholdt med dit svar tror jeg nu, at hospitalsforstanderen er hensat i koret, uden at det er nævnt i kirkebogen. Samt at fruen efter den kirkelige handling er hensat i et  eksisterende kor/kapel, hvis indhold imidlertid i realiteten blev ødelagt ved den omfattende restaurering af kirken 1790-91.

Venlig hilsen Birgit

Peter Kristiansen

Hvis du følger min henvisning til Danmarks Kirker, så har de en henvisning til  kirkens regnskaber - og heraf vil formentlig fremgå, at Stallknecht har erhvervet sig en gravplads et sted i kirken - hvor man også må formode, at han er begravet.

Da konen dør bliver hun formentlig begravet i samme grav - men det kan kun blive gætterier.

"Hensat" i koret betyder, at kisten bliver placeret stående synligt i koret - hvis den er gravet ned, så er den nedsat.

Disse 1700-tals begravelser inde i kirkerne er som regel små murede krypter, kun med adgang fra oven, ved at løfte stenen.

I forbindelse med Skt. Olai kirkes restaurering for 15 år siden (Helsingør) blev der åbnet et utal af 1700-tals begravelser.
http://jyllands-posten.dk/indland/ECE3285416/Mumiefund+under+kirkegulvet/

Der kom en bog om åbningen af de mange grave - den er meget god at læse:
https://bibliotek.dk/da/work/870970-basis%3A42820210
M.v.h. Peter Kristiansen

Birgit Samuelsen

Tak for henvisningerne - de ser meget interessante ud. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg ser nærmere på dem.
Venlig hilsen Birgit