Hvilken jurisdiktion kan sagen være endt hos?

Startet af Mikkel Eide Eriksen, 31 Mar 2015 - 22:25

Forrige emne - Næste emne

Mikkel Eide Eriksen

Hej

Jeg har en sag der starter hos Københavns politi 12. december 1831. Urtekræmmer Scheel klager over at papirmager Lindberg har taget nogle redskaber der ifølge Scheel selv tilhører ham. Redskaberne henlå i "den gl: Liimfabrik" på Amagerbro som de oprindelig havde drevet sammen som interessentskab. Samarbejdet var dog brudt sammen, og har så medført denne klage.

Til at starte med kører sagen i Københavns Politis 2. protokol indtil 28. december hvor de kommer frem til at sagen rettelig hører under Amager birk:

CitatDa saavel Scheel som Lindberg ligeledes forkl:, at den under Sagen omhandlede Bÿgning ikke er henhørende beliggende paa Stadens Grund, men derimod henhører til Amager Land blive de mødende dimitterede og Sagen Sluttet, for i Udskrivt at tilstilles Vedkommende.

Sagen dukker da også op i Amager birks politiprotokol, "i Anledning af Sjællands Stiftamtsmands-
skabs Skrivelse af 14. januar 1832" og kører der indtil 28. januar, hvor der afsluttes:

CitatVed den derpaa imellem Parterne foretagne Controntation vedblev enhver af de Mødende sin tilførte Forklaring, hvorved dog Urtekr. Scheel vedgaaer, at have i sin Tid leiet Prassen og Fildtet til Lindberg, dog uden at have, med Undtagelse af de 3' første Maaneder, erholdt nogen Leie derfor. De Mødende ere derimod enige i, at Lindberg kunne senere, end sidste fravigte October Flyttetid, have havt Boepæl paa Liimfabriken og Afbenyttelse af de ham af Scheel overladte Skure, Lofter og Værkstæde; hvorfor dog Lindberg anfører; som Grund til hans Fraflytning, at det var fordi han havde bragt i Erfaring, at den Kg: Veterinairskole havde kjøbt Liimfabrikken og han dermed befrygtede, at blive Huusvild. De Mødende bleve derefter dimitterede og Forhøret sluttet, for i Udskrivt at tilstilles Vedkommende.

Men hvem er "vedkommende" derefter? Sagen dukker ikke op tilbage hos Københavns Politi igen... Alle bud er velkomne! :)

mvh
Mikkel
Interesse: alt Gilleleje plus Lindberg/Humble (SE/DK) Svane (Mors) Behringer (Alsace/DK/NO) Bortvig/Fleischer (Lolland)

Hjælper gerne med Sverige: https://forum.slaegt.dk/index.php/topic,153986

Mikkel Eide Eriksen

#1
Hej!

Så blev problemet løst :)

Ved at undersøge Amager birks & Københavns amts journaler, journalsager, og kopibøger er jeg kommet til følgende:

Brev fra Amager Birkedommer von Osten til Stiftsamtsmand Knuth:
CitatVed, i Anledning af Deres høivelbaarenheds Skrivelse af 14de f. M., hoslagt et fremsendt et Politiforhør i Udskrivt, tillader jeg mig allerærbødigst at formeene, at, endog ifølge den af Urtekræmmer Scheel den 4de dennes selv dertil afgivne Forklaring, Sagen ei længer er det Offentlige vedkommende; hvorimod det omhandlede Mellemværende som privat synes passende at vil kunne inddrages under den Sag, som baade Scheel og Lindberg har for mig tilkjendegivet at ville paabegynde imod Hinanden med Hensyn til det imellem dem existerte Interessentskab.

Amager Birk, den 22 Februar 1832.
[von Osten signatur]

Og amtsmandens svar:
CitatEfter hvad der er oplyst ved det ved Hr Cancelliraadens Skrivelse af 22 dennes fulgte Udskrivt af et Forhør, betræffende det Papiirmager Gustav Lindberg paasigtede Tyveri, undlader jeg ikke tjenstlig at melde, at jeg ikke finder nogen Anledning til, fra Justitiens Side at foretage Noget videre i Sagen.

Sjællands Stiftamtsmandskab den 25 Febr 1832
[Knuth signatur]

Jeg antager at hvis sagen skulle videreføres under en anden myndighed, ville det have fremgået af ovenstående. Hermed videregivet i fald andre studser over formuleringen "tilstilles Vedkommende": svaret findes i myndighedens udgående kopibog, og kan derfra videre findes i modtagerens journal + journalsager.

Så nu må jeg i gang med de civile retssager :)

mvh
Mikkel
Interesse: alt Gilleleje plus Lindberg/Humble (SE/DK) Svane (Mors) Behringer (Alsace/DK/NO) Bortvig/Fleischer (Lolland)

Hjælper gerne med Sverige: https://forum.slaegt.dk/index.php/topic,153986